Ved separation og skilsmisse holdes rimelige pensionsordninger uden for delingsformuen. Sædvanlige arbejdsmarkedspensioner, der følger af overenskomst eller firmapolitik, anses normalt for rimelige og indgår derfor ikke i delingen. En privat ordning kan også være rimelig, hvis indbetalingerne svarer til niveauet for det relevante arbejdsområde.
Rimelighedsvurdering
Rimeligheden vurderes på indbetalingstidspunktet. Det afgørende er, om indbetalingen svarer til, hvad der er sædvanligt i branchen for en tilsvarende stilling, set i lyset af løn og vilkår.
Højesteret har fastslået, at ekstraordinært høje indbetalinger, der væsentligt overstiger et sædvanligt overenskomstniveau, kan anses for ikke-rimelige og dermed indgå i delingsformuen – også selv om gennemsnittet over flere år ligger lavere. Den ægtefælle med den mindste pensionsopsparing kan desuden supplere egne indbetalinger op til et rimeligt niveau uden deling.
Kompensation og aftaler
Den ægtefælle, der har en lavere pensionsopsparing, kan efter omstændighederne få kompensation. Det gælder særligt, hvis forskellen skyldes fravær fra arbejdsmarkedet af hensyn til familien, eller hvis ægteskabet har været langvarigt, og der er en klar værdiforskel i pensionerne.
Ønsker parterne at dele pensioner uanset rimelighed, kan de aftale det i en ægtepagt. En sådan aftale skal tinglyses for at have gyldighed mellem parterne og over for tredjemand.
