En ny empirisk kortlægning af ændringer i straffeloven over de seneste årtier peger på en klar bevægelse mod mere og hurtigere straffelovgivning. Tendensen omfatter både øget kriminalisering, skærpede straframmer og mere detaljerede udmeldinger om strafudmåling i forarbejderne. Samtidig er lovgivningsprocessen blevet væsentligt accelereret, høringsfristerne kortere, mængden af høringsmateriale større og perioden fra vedtagelse til ikrafttræden reduceret. Udviklingen skaber betydelige implementeringsudfordringer for politiet, anklagemyndigheden, domstolene, Kriminalforsorgen og advokater.
Stigende kriminalisering og skærpede sanktioner
Forskningsdata viser flere nykriminaliseringer og en systematisk udvidelse af eksisterende gerningsindhold efter årtusindskiftet. Ud over at gøre nye handlinger strafbare er straframmer løftet på flere områder, og forarbejderne angiver i stigende grad konkrete strafpositioner. Det skubber udviklingen i retning af et højere generelt strafniveau.
Disse ændringer afspejler en varig politisk prioritering af straf som virkemiddel. Det udfordrer balancen mellem kriminalprævention, proportionalitet og resocialisering og rejser spørgsmål om retssikkerhed og lovkvalitet, når tempoet i lovgivningen samtidig øges.
Hurtigere lovgivning og kortere høringer
Lovbehandlingstiden for straffelovsforslag er ifølge undersøgelsen omtrent halveret siden 1980’erne. Samtidig er høringsfristerne ofte korte, mens materialet, der skal gennemgås, er vokset. Den reducerede vacatio legis forstærker presset, fordi aktørerne i retssystemet skal tilpasse praksis, vejledninger og systemer på kort tid.
Den kombination giver risiko for utilstrækkelig inddragelse af faglig viden, mangelfuld konsekvensvurdering og flere efterfølgende justeringer. Forvaltningsretlige hensyn til forsvarlighed og kvalitet i lovforberedelsen udfordres, når store regelmængder behandles under tidspres.
Fra resocialisering til inkapacitering og symbolpolitik
Udviklingen kan forstås i lyset af den såkaldte punitive turn, hvor straf anvendes bredere og mere markant i kriminalpolitikken. Fokus forskydes fra resocialisering mod inkapacitering – med længere fængselsstraffe som redskab til at neutralisere lovovertrædere.
Samtidig peger undersøgelsen på øget brug af symbol- og signallovgivning, hvor politisk handlekraft vægtes højere end dokumenteret effekt. Det omfatter tiltag, der adresserer sociale problemstillinger gennem strafferetlige greb, men som kan have begrænset kriminalpræventiv virkning, hvis de ikke bygger på evidens.
Konsekvenser og behov for evidens
Skærpede straffe og flere kriminaliseringer bidrager til et allerede presset system med overbelægning i fængslerne og store sagsmængder ved domstolene. Når lovgivning vedtages hurtigere og træder i kraft tidligere, øges risikoen for implementeringsfejl, uens praksis og retssikkerhedsmæssige udfordringer.
Forskerne efterlyser derfor mere viden i lovprocessen: systematiske evalueringer af nye tiltag, tydelige mål for kriminalpræventiv effekt og proportionale løsninger, der understøtter både legalitetsprincippet og en høj lovkvalitet. Resultaterne er forelagt Folketingets Retsudvalg, som har bedt justitsministeren forholde sig til konklusionerne. En bredere, evidensbaseret tilgang kan bidrage til at stabilisere strafniveauet, sikre bedre inddragelse i høringsfaserne og skabe mere robust implementering i hele strafferetssystemet.
