En ny afgørelse i en klagesag om beskatning af fri bil fastslår, at skatteyderen kunne støtte ret på et forudgående bindende svar, selv om Skattestyrelsen efter en kontrol ønskede at ændre beskatningshjemmelen. Sagen blev hjemvist, og beskatningen skulle ske efter ligningslovens § 16, stk. 3 i stedet for § 16, stk. 4, hvilket indebærer en markant lavere skattepligtig værdi baseret på den faktiske private anvendelse.
Kernespørgsmålet
Sagen angik en leaset lastbil indrettet til hestetransport med både lastrum og opholdsareal, som hovedanpartshaveren anvendte privat. Ved en efterfølgende skattekontrol beskattede Skattestyrelsen efter § 16, stk. 4 (standardiseret rådighedsbeskatning), selv om der forud for anskaffelsen forelå et bindende svar om, at køretøjet skulle behandles efter § 16, stk. 3.
I klagesagen blev det lagt til grund, at det bindende svar fortsat var styrende, fordi lastbilen var et specialkøretøj, der ikke var egnet som alternativ til en privat personbil. Der var ikke konstateret en sådan forudsætningsbrist, som kunne tilsidesætte svarets bindende virkning. Afgørelsen blev derfor hjemvist med anvisning om at anvende § 16, stk. 3.
Praktiske implikationer
Skellet mellem § 16, stk. 4 og § 16, stk. 3 er centralt: Førstnævnte medfører en standardiseret rådighedsbeskatning af fri bil, mens sidstnævnte medfører beskatning efter markedsværdien af den faktiske private anvendelse. For specialindrettede køretøjer, som ikke reelt kan erstatte en privat bil, kan § 16, stk. 3 derfor være den korrekte hjemmel.
Afgørelsen understreger betydningen af bindende svar og dokumentation for køretøjets indretning og anvendelse. Ved tvivl om klassifikation bør bindende svar indhentes før anskaffelse, og eventuelle ændringer i faktum løbende dokumenteres. Sagen forventes ikke offentliggjort, men den giver klar praksisnær vejledning om, at Skatteforvaltningen som udgangspunkt er bundet af et gyldigt bindende svar, medmindre forudsætningerne er væsentligt ændret.
