Strafudmåling for samtykkebaseret voldtægt: Højesterets præcisering
Højesteret stadfæstede, at den samtykkebaserede voldtægtsbestemmelse i straffelovens § 216, stk. 1, var korrekt anvendt, og at forsætsbedømmelsen var retligt holdbar. Der var derfor ikke grundlag for frifindelse. Retten tog herefter alene stilling til strafudmålingen i lyset af sagens konkrete omstændigheder og forarbejdernes vejledende niveauer.
Straffen blev forhøjet til fængsel i 2 år for voldtægtsforholdet sammen med en række øvrige forhold, herunder blufærdighedskrænkelse og vold. Forhøjelsen skete i forhold til landsrettens straf på 1 år og 9 måneder og afspejler en samlet vurdering af forholdets grovhed og særlige kontekst.
Bevisvurdering og forsæt til manglende samtykke
Efter bevisresultatet forelå der ingen forudgående seksuel relation, ingen forhandling om seksuelt samvær og ingen aktiv medvirken fra den forurettede. Forløbet skete på den dømtes initiativ, med fysisk placering på seng, delvis afklædning og efterfølgende gennemført samleje, mens den forurettede forblev passiv i en frysreaktion.
Højesteret lagde vægt på, at den dømte måtte have indset, at der ikke forelå samtykke, og at han handlede med forsæt til manglende samtykke. Sagen lå ikke i kategorien med intimiderende omstændigheder, der normalt medfører et højere udgangspunkt, men heller ikke blandt de mildere passivitetssituationer; derfor blev et mellemleje valgt.
Skærpende omstændigheder i militært tjenesteforhold og betydning for praksis
Den skærpende vægtning skyldtes især misbrug af alders- og rangoverlegenhed over for en ganske ung værnepligtig samt gerningens udførelse på kaserne. Hierarkiske relationer i tjenesteforhold kan efter praksis forstærke gerningsmandens ansvar og løfte strafniveauet.
Afgørelsen tydeliggør, at forarbejdernes udgangspunkt er vejledende, og at konkrete magtforhold og kontekst kan begrunde afvigelser. Se Højesterets dom på domstol.dk. Se også landsrettens dom i Domsdatabasen. Endelig fremgår byretsdommene af Domsdatabasen..
