Højesterets resultat
Højesteret ophævede udvisningen af T med den begrundelse, at en fortsat udvisning med sikkerhed ville kollidere med retten til respekt for privat- og familieliv efter EMRK art. 8. Retten lagde vægt på, at T var straffri som utilregnelig ved de tidligere forhold, at handlingerne ikke var planlagte, men udsprang af en akut psykotisk tilstand, og at han i dag er stabilt medicineret uden ny kriminalitet siden 2015.
Risikoen for vold blev vurderet lav under fortsat behandling. Desuden blev hans stærke tilknytning til Danmark og meget begrænsede muligheder for at etablere sig i hjemlandet på grund af helbredet tillagt betydelig vægt. Samlet gjorde disse forhold udvisningen uproportional, hvorfor Højesteret ikke fandt anledning til at tage stilling til EMRK art. 3.
Retligt grundlag og metode
Sagen angik udlændingelov § 50 a, stk. 1, der pålægger retten ved foranstaltningsændring efter straffelov § 72 at vurdere, om væsentlige ændringer i den pågældendes forhold indebærer, at en tidligere udvisning skal ophæves. For udvisninger efter §§ 22-24 foretages prøvelsen efter § 26, stk. 2’s strenge kriterium: ophævelse kan kun ske, hvis opretholdelse klart strider mod internationale forpligtelser.
Højesteret gennemførte en ny, aktuel proportionalitetsvurdering efter EMRK art. 8, i tråd med forarbejder og praksis. Byretten havde ændret foranstaltningen til dom til behandling med tilsyn af Kriminalforsorgen og ophævet udvisningen. Landsretten opretholdt udvisningen, men Højesteret ændrede til ophævelse. Den fulde kendelse kan læses her: Højesterets kendelse i sag 87/2024.
