Afgørelse om ægtefællebidrag: kriterier og bevis
Uenighed om ægtefællebidrag afgøres af Familieretten ud fra en samlet vurdering. Kernen er den ansøgendes behov og den anden parts betalingsevne, suppleret af ægteskabets længde og eventuelt behov for opkvalificering eller uddannelse.
Behovsvurderingen inddrager alder, helbred, mulighed for erhvervsindtægt, om der bor mindreårige børn hos den bidragsberettigede, og om en vanskelig økonomi kan henføres til samlivet. Evnen vurderes særligt på bruttoindtægt, øvrige forsørgelsespligter og realistiske muligheder for at øge indtjeningen.
I retspraksis vægtes navnlig følgende momenter:
- Den bidragssøgendes erhvervsmæssige stilling og udnyttelse af jobmuligheder.
- Sammenligning af ægtefællernes økonomiske og sociale forhold.
- Ægteskabets varighed.
- Samlivsskadesynspunktet.
Proces og kompetence: Familieretshuset og Familieretten
Ved separation eller skilsmisse ved bevilling skal parterne være enige om både bidragspligt og varighed. Mangler enighed, og en part anmoder herom, indbringes spørgsmålet for Familieretten, efter forløb i Familieretshuset. Se vejledningen hos Domstolene.
Den, der søger bidrag, bør dokumentere behovet gennem budget, lønoplysninger, lægelig dokumentation og oplysninger om arbejdsmarkedstilknytning. Modpartens betalingsevne belyses tilsvarende. Retten foretager herefter en konkret helhedsvurdering og kan også afslå bidrag.
Varighed og niveau: overgangsbidrag, langvarige og tidsubegrænsede
Udgangspunktet er overgangsbidrag i 1–5 år. Længere bidrag på typisk 8–10 år forudsætter som hovedregel et mangeårigt ægteskab omkring 20–25 år og særlige forhold, fx varigt nedsat erhvervsevne. Tendensen i domspraksis er, at bidrag oftere nægtes, hvis den bidragssøgende har eller kan opnå en stabil indtægt.
Tidsubegrænset bidrag forekommer sjældent. Det kan komme på tale ved meget lange ægteskaber, klar arbejdsdeling hvor den ene primært har varetaget hjemmet, betydelig og vedvarende indkomstforskel og et dokumenteret, vedvarende forsørgelsesbehov. Selv i sådanne sager kræves skærpede grunde, og retten afviser ofte, hvis udsigten til selvforsørgelse er realistisk.
Beløbets størrelse fastsættes konkret ud fra parternes økonomi, herunder indtægter, faste udgifter og realistiske muligheder for selvforsørgelse. Formålet er at sikre en rimelig midlertidig overgang uden varig forsørgelse.
