Højesteret har trukket en tydelig streg i sandet: uberettiget hindring af samvær må ikke belønnes. Barnets ret til relation med begge forældre vejer tungt, og den forælder, der modarbejder samarbejdet, risikerer både at miste indflydelse og at udløse tiltag, der genopretter kontakten.
Praksisændring i Højesteret: samværschikane og forældremyndighed
I en dom fra 2020 forlod Højesteret den tidligere linje, hvor langvarig samværschikane i praksis kunne føre til, at samværet blev ophævet eller at bopæl/forældremyndighed tilfaldt den chikanerende forælder. Retten tillagde i stedet forældremyndigheden til den forælder, der havde understøttet samarbejdet og ikke hindret barnets kontakt.
Udgangspunktet er barnets ret til begge forældre. Højesteret lagde vægt på, at systematisk modarbejdelse af samvær er uforeneligt med forældrenes pligt til at sikre barnets trivsel og kontakt. Samværschikane må ikke kunne betale sig, selv om barnet midlertidigt er påvirket af den nærmeste forælders modvilje.
Senere praksis om samvær: ret til kontakt genoprettes
I en efterfølgende dom fra 2021 fastslog Højesteret, at samvær skulle gennemføres, selv efter en længere periode uden kontakt og på trods af barnets stærke tilknytning til den ene forælder. Retten accepterede brug af gradvise og støttende foranstaltninger, herunder overvåget samvær, for at genetablere relationen.
Principperne er klare: Barnets ret til familieliv realiseres gennem konkrete og proportionale tiltag, der bygger bro over konflikt og sikrer, at kontakten genetableres på en måde, der tager hensyn til barnets behov og sikkerhed.
Konsekvenser for sagsbehandling og forældres adfærd
Familieretshuset og domstolene må forventes at lægge øget vægt på, hvilken forælder der bedst kan og vil samarbejde, samt hvem der realistisk kan sikre barnets løbende kontakt til den anden forælder. Forældremyndighed og bopæl vil i højere grad følge den forælder, der demonstrerer samarbejdsevne.
Ved vurderingen vil særligt følgende forhold få betydning:
- Om der foreligger dokumenterbar, uberettiget hindring af samvær eller manglende efterlevelse af afgørelser.
- Om den enkelte forælder aktivt har understøttet gennemførelse af samvær og barnets relation til den anden forælder.
- Hvilke konkrete tiltag der er forsøgt for at genetablere kontakt, fx overvåget samvær og gradvis optrapning.
- Barnets aktuelle situation sammenholdt med pligten til at sikre en stabil og varig relation til begge forældre.
Samlet betyder retsudviklingen, at ensidige handlinger, der afskærer samvær, nu kan føre til både ændring af forældremyndighed og procesmæssige skridt, der målrettet genopretter barnets kontakt. Det øger forudsigeligheden i konfliktsager og understreger, at loyalt samarbejde er en central retsstandard i moderne familieret.
