Når ingen lovbestemte arvinger eller gyldigt testamente foreligger, indtræder staten som arving efter arvelovens § 95. Ordningen suppleres af en adgang for Civilstyrelsen til at afstå arven helt eller delvist efter en konkret vurdering, men adgangen er snæver og kan ikke erstatte et testamente. En nyere Højesteretsdom fastslår, at vurderingen beror på forholdene på afgørelsestidspunktet, hvilket kan være udslagsgivende, særligt hvor en begunstiget samlever når at afgå ved døden under sagens behandling.
Statskassen som arving efter arveloven § 95
Udgangspunktet i dansk arveret er, at arven tilfalder slægtsarvinger efter arverækkefølgen, suppleret af testamentariske bestemmelser. Hvis afdøde hverken efterlader sig sådanne arvinger eller et gyldigt testamente, overgår formuen til staten. Fætter og kusine er ikke arvinger efter loven, mens eksempelvis farbror og faster er.
I praksis opstår statens arveret ofte ved ukendskab til reglerne eller manglende oprettelse af testamente. Dette fører årligt til dødsboer, hvor staten modtager midler af varierende størrelse, selv om afdøde muligvis havde andre, personlige ønsker.
Civilstyrelsens mulighed for at afstå arv og vurderingskriterier
Arvelovens § 95 giver Civilstyrelsen adgang til helt eller delvist at afstå arven, når særlige forhold taler for det. Vurderingen er konkret og lægger vægt på, om afdøde kunne og burde have oprettet testamente, om dødsfaldet var pludseligt, og om der foreligger pålidelige vidnesbyrd om afdødes ønsker.
Den personkreds, som kan komme i betragtning, er snæver og forudsætter en nær tilknytning til afdøde. Følgende kan modtage afstået arv:
- Afdødes samlever.
- Personer opvokset hos afdøde som sted- eller plejebørn.
- Personer opvokset sammen med afdøde som pleje- eller stedsøskende.
- Slægtninge, når formuen stammer fra fælles slægtning.
- Andre personer eller institutioner, der stod afdøde nær.
Samlevere uden lovbestemt arveret: praksis og misforståelser
En samlever er ikke arving efter loven uanset samlivets varighed. Ønskes arv til en samlever, kræves et gyldigt testamente. Misforståelser herom er udbredte og fører ofte til, at samleveren intet modtager, hvis der ingen lovbestemte arvinger er.
Ved afståelse til en samlever vægter Civilstyrelsen samlivets længde, om forholdet havde ægteskabslignende karakter og eksistensen af et vist økonomisk fællesskab. Samleverens egen økonomi tillægges derimod ikke vægt. I praksis ses også, at legale arvinger giver afkald betinget af statens afståelse til samleveren.
Interesseret i udbudsret? Deltag i Djøfs kursus Introduktion til udbudsretten
Læs mere her →Højesteretsdom om afgørelsestidspunktets betydning
Højesteret har præciseret, at det er forholdene på tidspunktet for Civilstyrelsens afgørelse, der er afgørende. I den pågældende sag døde den påtænkte samlever, før Civilstyrelsen traf sin beslutning. Da afståelse ikke kan ske til den afdødes samlevers dødsbo eller dennes arvinger, forblev staten arving.
Dommen forankrer anvendelsen af almindelige forvaltningsretlige principper i afståelsessager. Retligt set understreger den behovet for rettidig testamentsoprettelse, da afståelsesadgangen alene udgør et snævert sikkerhedsnet og ikke kan kompensere for manglende testamentariske dispositioner.
