Højesterets resultat
Højesteret nægtede udlevering til Rumænien til straffuldbyrdelse, fordi betingelserne i udleveringsloven § 16 ikke var opfyldt. Vurderingen skulle ske med udgangspunkt i dommen fra 2010, der endeligt afgjorde skyldspørgsmålet. Den dømte var ikke til stede under sagen, og en beskikket forsvarer, som den dømte ikke selv havde valgt og ikke havde haft kontakt med, kunne ikke sikre et reelt forsvar. Kravene i § 16, stk. 1, nr. 2, var derfor ikke opfyldt.
Byret og landsret havde tidligere tilladt udlevering med henvisning til oplysninger om opfyldelse af rammeafgørelsens artikel 4a, svarende til § 16, stk. 1, nr. 4, men efterfølgende fremkom oplysning om endeligt afslag på genoptagelse i Rumænien. Rigsadvokaten ændrede herefter standpunkt til § 16, stk. 1, nr. 2, men Højesteret fandt fortsat, at udlevering ikke kunne ske.
Retligt grundlag og betydning
Efter ordningen om europæisk arrestordre kan udlevering til fuldbyrdelse af en fraværsdom kun ske, hvis den dømte var til stede under retssagen eller har en effektiv og reel adgang til ny rettergang. Udleveringslovens § 16 implementerer artikel 4a og skal fortolkes i lyset af EU-Domstolens praksis om forsvarsrettigheder og personlig tilstedeværelse.
Afgørelsen understreger myndighedernes pligt til konkret kontrol af garantier og sagsforløb, før udlevering kan gennemføres. Manglende kontakt med beskikket forsvarer og afslag på genoptagelse udelukker udlevering. Kendelsen giver praksisnær vejledning om håndtering af europæiske arrestordrer i fraværssager og skærper fokus på retssikkerhed ved straffuldbyrdelse i udlandet. Læs kendelsen i sag 62/2022.
