Manglende hjemmel til konfiskation af salgsprovenu ved vanvidskørsel
Københavns Byret afviste at konfiskere provenuet fra et leasingkøretøj, som politiet ved en fejl havde solgt, mens bilen alene var beslaglagt og før der var truffet afgørelse om konfiskation. Myndighederne havde påstået konfiskation af provenuet som surrogat for køretøjet med henvisning til færdselslovens § 133 a, stk. 2, 2. pkt., jf. straffelovens § 75, stk. 2, nr. 1.
Retten lagde ordlyden og forarbejderne til grund og fastslog, at bestemmelsen giver adgang til at konfiskere selve køretøjet, men ikke et pengebeløb i stedet. At politiet allerede havde afhændet bilen, kunne ikke udvide hjemmelsgrundlaget. Påstanden om surrogatkonfiskation blev derfor ikke taget til følge.
Fortolkning af færdselslov § 133 a og forholdet til straffelov §§ 75-76
Da tredjemandskonfiskation efter færdselsloven ikke kunne anvendes på salgsprovenuet, måtte spørgsmålet vurderes efter straffelovens almindelige regler om genstandskonfiskation, herunder §§ 75 og 76. Disse regler forudsætter som udgangspunkt konfiskation hos gerningsmanden eller den, på hvis vegne der er handlet.
Københavns Byret fandt ikke grundlag for at konfiskere provenuet hos hverken føreren, ejeren eller brugeren af bilen. Dermed blev alle parter frifundet for anklagemyndighedens konfiskationspåstand. Retten markerede samtidig, at ordningen ved vanvidskørsel er en objektiveret særregel, der ikke uden klar hjemmel kan udstrækkes til penge som surrogat.
Retten lagde vægt på legalitetsprincippet: Indgreb i ejendomsretten forudsætter klar lovhjemmel, og surrogatkonfiskation kan ikke baseres på analogi. Når særlovgivningen udtømmende regulerer konfiskation af køretøjer ved vanvidskørsel, kan der ikke uden udtrykkelig bemyndigelse gribes ind over for et efterfølgende pengebeløb.
Interesseret i forvaltningsret? Deltag i Forvaltningskonferencen 2026
Læs mere her →Konsekvenser for politiet og leasingbranchen ved beslaglæggelse
Afgørelsen tydeliggør, at en urigtig realisering af beslaglagte aktiver kan afskære den udvidede adgang til tredjemandskonfiskation. Var bilen ikke blevet solgt, taler meget for, at den kunne være konfiskeret efter den særlige ordning for vanvidskørsel.
For praksis betyder dommen, at myndigheder bør undlade afhændelse, indtil konfiskationsspørgsmålet er afgjort, medmindre der foreligger udtrykkelig lovhjemmel. Leasingselskaber og udlejere bør sikre klare aftalevilkår og dokumentation for ejerskab og brug, så de kan varetage deres interesser, hvis beslaglæggelse og konfiskation aktualiseres.
