Højesteret stadfæster varetægtsfængsling under anke

Højesteret har fastslået, at betingelserne for fortsat varetægtsfængsling af en tiltalt for bedrageri af særlig grov beskaffenhed var opfyldt frem til dom i ankesagen. Efter retsplejeloven § 762, stk. 1, nr. 1, forelå der bestemte grunde til at antage, at den tiltalte på fri fod ville unddrage sig strafforfølgningen eller fuldbyrdelsen. Kendelsen hviler på en samlet vurdering af forholdene, herunder lovovertrædelsens karakter og den forventede sanktion.

Retten fandt endvidere, at fortsat frihedsberøvelse ikke stred mod proportionalitetsprincippet i § 762, stk. 3. Risikoen for unddragelse og sagens alvor vejede tungere end indgrebets intensitet, og frihedsberøvelsen kunne derfor opretholdes indtil ankedom.

Afgrænsning af proportionalitetskontrollen og prøveløsladelse

Højesteret præciserede samspillet med straffelovens § 38 om prøveløsladelse. Efter stk. 1 træffes beslutning af Justitsministeriet (Kriminalforsorgen) om løsladelse til normal tid ved udståelse af to tredjedele af straffen, mens stk. 2 hjemler mulighed for tidligere løsladelse, bl.a. for udvisningsdømte, når særlige omstændigheder foreligger. Begge ordninger forudsætter, at løsladelse ikke er utilrådelig, jf. § 38, stk. 4.

I proportionalitetsvurderingen efter retsplejeloven § 762, stk. 3, skal retten alene tage tilbørligt hensyn til udsigten til prøveløsladelse til normal tid efter § 38, stk. 1. Retten skal ikke foretage en konkret prognose for undtagelsesvis tidligere prøveløsladelse efter § 38, stk. 2. På den baggrund stadfæstede Højesteret landsrettens kendelser om fortsat varetægtsfængsling frem til dom. Læs hele kendelsen i sag 53/2024.