Gennemsnitlig arbejdstid

Højesteret fastslår, at en far, der modtog honorar for 30 timers støtte til sin voksne søn, ikke var lønmodtager efter arbejdstidsloven. Manglende instruktion og kontrol fra kommunen udelukkede et tjenesteforhold, og 48-timers-reglen gav ikke krav på godtgørelse.

En faglig voldgift fastslår, at faste status- og budgetmøder kan afskære en specialkonsulent fra at være selvtilrettelægger. Kun reel kontrol over både arbejdstidens længde og planlægningen udløser undtagelse fra 48-timersreglen og pligten til tidsregistrering.

Kendelse præciserer, at undtagelsen for selvtilrettelæggere skal tolkes snævert: fleksibilitet er ikke nok uden fuld kontrol over arbejdstiden. Arbejdsgiver frifindes, fordi en lovlig 12-måneders referenceperiode i overenskomsten trækker gennemsnittet under 48 timer. Pligtig tidsregistrering skærper dokumentationskrav.