Højesteret har fastslået, at en far, der mod honorar fungerede som støtteperson for sin voksne søn med handicap, ikke var omfattet af arbejdstidsloven, fordi der manglede et egentlig tjenesteforhold med instruktions- og kontrolbeføjelser fra kommunens side. Dermed var 48-timers-reglen ikke overtrådt, og der var ikke grundlag for godtgørelse.
Sagens baggrund
Efter at sønnen afslog at returnere til sit bosted, indgik kommunen og faderen en aftale om støtte i 30 timer ugentligt mod et fast honorar. Familien sagde nej til aflastning og til flere foreslåede botilbud, men accepterede senere en plads, som først reelt blev taget i brug året efter. Faderen gjorde gældende, at hans samlede indsats langt oversteg en gennemsnitsarbejdstid på 48 timer over fire måneder, og krævede godtgørelse efter arbejdstidsloven.
Kommunen anførte, at der var tale om en bevilling efter serviceloven, at faderen selv tilrettelagde støtteindsatsen uden kommunal instruktion, og at honoraret ikke var løn i et ansættelsesforhold. Eventuelle ekstra timer måtte anses som familiemæssig omsorg, da der var tilbudt både botilbud og aflastning.
Retternes vurderinger
Byretten fandt, at der ikke forelå et tjenesteforhold. Vestre Landsret anså derimod faderen som lønmodtager, men gav ikke medhold i kravet om godtgørelse, fordi aftalen utvetydigt afgrænsede arbejdstiden til 30 timer, og ekstra støtte skyldtes familiens valg om at have sønnen boende hjemme.
Højesteret lagde EU-rettens arbejdstagerbegreb til grund og understregede, at et ansættelsesforhold forudsætter et over- og underordnelsesforhold. Kommunen havde ikke nærmere fastlagt indhold, tidspunkt eller metode for støtten, og der var ingen handleplaner eller tilsyn, som faderen skulle efterleve. Faderen var derfor ikke lønmodtager i arbejdstidslovens forstand. Selv hvis han havde været det, var han ikke forpligtet ud over 30 timer, og kommunen havde afvist flere timer, hvorfor 48-timers-reglen ikke var overtrådt.
Praktiske implikationer
Afgørelsen præciserer, at anvendelse af ansættelsesretlig terminologi, A-indkomst eller faste satser ikke i sig selv skaber et tjenesteforhold. Det afgørende er den konkrete grad af instruktion, kontrol og forpligtelser. Hvor støtte ydes under brede rammer uden styrende handleplaner, peger kvalifikationen mod honorar og ikke løn.
For kommuner betyder dommen, at klare, styrende rammer og tilsyn er nødvendige, hvis et ansættelsesforhold ønskes etableret i socialfaglige ordninger. For familier tydeliggør den, at ekstra omsorg ud over en bevillings faste timetal som udgangspunkt ikke udløser rettigheder efter arbejdstidsloven.
