Arbejdstidsdirektivet

EU-Domstolen slår fast, at transport mellem et fast mødested og skiftende arbejdssteder udgør arbejdstid for medarbejdere uden fast arbejdssted. Afgørelsen skærper kravene til tidsregistrering, hviletid og 48-timersreglen og kalder på justering af arbejdsgiveres politikker.

En faglig voldgift fastslår, at undtagelsen for selvtilrettelæggere i arbejdstidsloven skal bruges restriktivt. Fleksible arbejdstider er ikke nok; der kræves væsentlig indflydelse på tilrettelæggelsen. Overenskomstens referenceperiode kan afgøre lovligheden af 48-timers gennemsnit.

Højesteret frifandt Aarhus Kommune, fordi en far, der mod betaling passede sin autistiske søn, ikke var lønmodtager. Retten lagde vægt på realitetsvurdering og fravær af instruktion og kontrol. 48-timers reglen var heller ikke overtrådt, da ekstra timer var selvinitierede.

En ny voldgiftskendelse fastslår, at en specialkonsulent ikke var selvtilrettelægger og derfor omfattet af 48-timersreglen og tidsregistrering. Kendelsen skærper kravene til reel selvbestemmelse over arbejdstiden og giver klare pejlemærker for arbejdsgiveres registreringspraksis.