En ny voldgiftskendelse fastslår, at undtagelsen for selvtilrettelæggere i arbejdstidsdirektivet skal fortolkes snævert. En statslig specialkonsulent kunne ikke undtages fra 48-timersreglen, fordi faste møder og andre bindinger reelt begrænsede muligheden for selv at bestemme arbejdstidens placering og omfang. Arbejdsgiveren blev dog frifundet, da overenskomsten lovligt fastsatte en 12-måneders referenceperiode, hvilket betød, at gennemsnittet over perioden ikke oversteg 48 timer.
Snæver fortolkning af selvtilrettelæggere
Efter EU-retten kræver undtagelsen, at medarbejderen har fuld kontrol over arbejdstiden. Almindelig fleksibilitet eller høj grad af selvstændighed er ikke nok. Kendelsen afviser derfor en kategorimæssig undtagelse for fx akademikere og konsulenter; vurderingen er konkret og beror på den faktiske indflydelse på arbejdstidens længde og placering.
Dermed præciseres grænsen mellem almindelig frihed i jobbet og den fulde autonomi, der skal til for at falde uden for de beskyttelsesprægede arbejdstidsregler. Arbejdsgivere kan ikke omgå reglerne ved stillingsbetegnelser eller brede henvisninger til fleksibilitet.
Referenceperiode og kontrol af arbejdstid
Kendelsen bekræfter, at overenskomster inden for rammerne af EU-retten kan fastsætte en længere referenceperiode end de som udgangspunkt fire måneder. Med en 12-måneders referenceperiode skal overarbejde udlignes mod perioder med lavere belastning, før der konstateres overtrædelse af 48-timersreglen.
Pligten til tidsregistrering, gældende fra 1. juli 2024, skærper arbejdsgiverens ansvar for at dokumentere den faktiske arbejdstid og sikre daglig og ugentlig hvile. Tydelige interne procedurer og klare overenskomstbestemmelser bliver derfor centrale for både forebyggelse af overtrædelser og håndteringen af tvister om arbejdstid.
