Selvtilrettelæggere efter arbejdstidsloven
En ny voldgiftskendelse præciserer grænsen for, hvornår medarbejdere kan undtages fra reglerne om arbejdstid og kravet om tidsregistrering. Kun ansatte med reel og væsentlig kontrol over både arbejdstidens længde og den praktiske planlægning kan anses som selvtilrettelæggere. Jobtitel, senioritet eller fleksibilitet i sig selv er ikke nok.
Sagen vedrørte en specialkonsulent i et ministerium, hvis vilkår var reguleret af en implementeringsaftale om EU’s arbejdstidsdirektiv for statsansatte, før lovændringerne i arbejdstidsloven trådte i kraft for alle lønmodtagere. Medarbejderen gjorde gældende, at arbejdsgiveren havde overtrådt 48-timersreglen, mens arbejdsgiveren anførte, at hun var selvtilrettelægger.
Kendelsens begrundelse
Opmanden lagde vægt på en konkret, faktabaseret vurdering af de faktiske arbejdsforhold. For at være undtaget skal medarbejderen have betydelig indflydelse på både omfanget af sin arbejdstid og den daglige planlægning. Det kræver en frihedsgrad, som rækker ud over almindelig fleksibilitet.
I den konkrete sag var arbejdet præget af faste, tilbagevendende møder – herunder status-, budget- og afdelingsmøder – der reelt styrede tilrettelæggelsen. Denne mødestruktur indskrænkede medarbejderens mulighed for selvstændigt at planlægge opgaver og timetal. Hun blev derfor ikke anset som selvtilrettelægger og var omfattet af arbejdstidsreglerne, herunder 48-timersreglen og pligten til tidsregistrering. Læs kendelsen hos Arbejdsretten: FV2023-915.
Konsekvenser for arbejdsgivere
Kendelsen understreger, at undtagelsen for selvtilrettelæggere er snæver. Arbejdsgivere bør kunne dokumentere, at den enkelte stilling indebærer reel kontrol over arbejdstid og planlægning, hvis undtagelsen påberåbes. En generel fleksibel arbejdstid eller høj grad af selvstændighed i opgaveløsningen er ikke tilstrækkeligt.
Praktisk anbefales det at gennemgå stillingskategorier, kontrakter og personalepolitikker, kortlægge faste møder og driftsmæssige bindinger samt sikre tidsregistrering for alle, der ikke tydeligt opfylder kriterierne. Overvåg den gennemsnitlige arbejdstid i referenceperioder, og foretag løbende revurdering af klassifikationen, så efterlevelse af arbejdstidsloven og EU-direktivets krav kan dokumenteres.
