Maksimal ugentlig arbejdstid

EU-Domstolen fastslår, at nødvendig transport mellem base og arbejdssted ved dagens start og slutning er arbejdstid efter direktiv 2003/88/EF. Afgørelsen skærper krav til tidsregistrering, hviletid og planlægning for mobile medarbejdere uden fast arbejdssted.

En faglig voldgift fastslår, at undtagelsen for selvtilrettelæggere i arbejdstidsloven skal bruges restriktivt. Fleksible arbejdstider er ikke nok; der kræves væsentlig indflydelse på tilrettelæggelsen. Overenskomstens referenceperiode kan afgøre lovligheden af 48-timers gennemsnit.

Højesteret fastslog, at en forælder, der ydede støtte til sin voksne søn efter serviceloven, ikke var lønmodtager i arbejdstidslovens forstand. Derfor var der intet krav på godtgørelse for brud på 48-timersreglen, da aftalen alene omfattede 30 timer ugentligt.

En opmand fastslog, at en statslig specialkonsulent ikke var selvtilrettelægger, selv om hun havde betydelig fleksibilitet. Implementeringsaftalen skal fortolkes EU-konformt og kræver reel indflydelse på tid og opgaver. Målt over 12 måneder var 48-timers reglen ikke overtrådt.