Højesterets resultat og begrundelse
Højesteret fastslog, at en far, der leverede støtte til sin voksne søn efter aftale med Aarhus Kommune, ikke var lønmodtager i arbejdstidslovens forstand. Der forelå ikke et over- og underordnelsesforhold, og kommunen udøvede ikke arbejdsgiverbeføjelser i et ansættelsesretligt forhold.
Da arbejdstidsloven – som implementerer arbejdstidsdirektivet – derfor ikke fandt anvendelse, havde A ikke krav på godtgørelse for påstået overskridelse af den maksimale ugentlige arbejdstid. Landsrettens resultat blev stadfæstet.
Aftalens rammer og betydning for arbejdstid
Aftalen indebar støtte til sønnen i 30 timer ugentligt mod betaling. Højesteret lagde vægt på, at eventuelt yderligere pleje og omsorg, som A udførte døgnet rundt, lå uden for det aftalte og ikke ændrede relationens karakter til et ansættelsesforhold.
Selv hvis A hypotetisk blev anset som lønmodtager, ville der ikke foreligge brud på arbejdstidslovens § 4, fordi den aftalte arbejdstid var 30 timer om ugen. Højesteret bemærkede endvidere, at arbejdstidsloven under alle omstændigheder ikke ville finde anvendelse i en situation, hvor A reelt var bundet til døgnindsats som pårørende.
Perspektiv og retskilder
Dommen præciserer skillelinjen mellem kommunale støtteordninger efter serviceloven og egentlige ansættelsesforhold. Vurderingen af lønmodtagerstatus beror på en samlet bedømmelse af instruktion, kontrol, integration i en organisation og økonomisk afhængighed.
Af afgørende betydning er, om der etableres arbejdsgiverbeføjelser og et klart over- og underordnelsesforhold. Den fulde dom kan læses på Højesterets hjemmeside.
Læs Højesterets afgørelse i sag BS-49851/2024-HJR på domstol.dk. Læs underinstansernes afgørelser på domsdatabasen.dk og domsdatabasen.dk.
