Højesterets resultat og begrundelse
Højesteret fastslog, at en far, der leverede støtte til sin voksne søn efter aftale med Aarhus Kommune, ikke var lønmodtager i arbejdstidslovens forstand. Der forelå ikke et over- og underordnelsesforhold, og kommunen udøvede ikke arbejdsgiverbeføjelser i et ansættelsesretligt forhold.
Da arbejdstidsloven – som implementerer arbejdstidsdirektivet – derfor ikke fandt anvendelse, havde A ikke krav på godtgørelse for påstået overskridelse af den maksimale ugentlige arbejdstid. Landsrettens resultat blev stadfæstet.
Aftalens rammer og betydning for arbejdstid
Aftalen indebar støtte til sønnen i 30 timer ugentligt mod betaling. Højesteret lagde vægt på, at eventuelt yderligere pleje og omsorg, som A udførte døgnet rundt, lå uden for det aftalte og ikke ændrede relationens karakter til et ansættelsesforhold.
Selv hvis A hypotetisk blev anset som lønmodtager, ville der ikke foreligge brud på arbejdstidslovens § 4, fordi den aftalte arbejdstid var 30 timer om ugen. Højesteret bemærkede endvidere, at arbejdstidsloven under alle omstændigheder ikke ville finde anvendelse i en situation, hvor A reelt var bundet til døgnindsats som pårørende.
Lær om regulering af teknologi på kurset om digital forvaltning og AI
Læs mere her →Perspektiv og retskilder
Dommen præciserer skillelinjen mellem kommunale støtteordninger efter serviceloven og egentlige ansættelsesforhold. Vurderingen af lønmodtagerstatus beror på en samlet bedømmelse af instruktion, kontrol, integration i en organisation og økonomisk afhængighed.
Af afgørende betydning er, om der etableres arbejdsgiverbeføjelser og et klart over- og underordnelsesforhold. Den fulde dom kan læses på Højesterets hjemmeside.
Læs Højesterets afgørelse i sag BS-49851/2024-HJR på domstol.dk. Læs underinstansernes afgørelser på domsdatabasen.dk og domsdatabasen.dk.
