Ingrid Cathrine Nielsen
Jørgen Nordsveen Hustad
EU-Domstolen fastslår, at nødvendig transport mellem base og arbejdssted ved dags begyndelse og slutning udgør arbejdstid efter direktiv 2003/88/EF art. 2. Sagen vedrørte spanske naturplejere uden fast arbejdssted, der mødte ved et referencepunkt (base) og derfra kørte i virksomhedens køretøj til lokationer i mikroreservater. Arbejdsgiveren medregnede udrejse, men ikke retur, som arbejdstid. Domstolen anerkender, at både ud- og hjemkørsel mellem base og arbejdssted er arbejdstid.
Kriterier for arbejdstid efter direktiv 2003/88/EF art. 2
Domstolen anvender de tre kumulative elementer: arbejderen udfører sin aktivitet, står til rådighed for arbejdsgiver, og arbejder i perioden. Med henvisning til Tyco-dommen vurderes rejsen som en integreret del af opgaveudførelsen for mobile medarbejdere; transportmiddel, afgangssted, afgangstid og destination bestemmes af arbejdsgiver.
I nødvendige rejseperioder kan medarbejderen ikke disponere frit over tiden eller forfølge egne interesser. Den faktiske tilstedeværelse i arbejdsgiverens køretøj og krav om straks at kunne yde indsats placerer arbejderen til arbejdsgivers rådighed. Dermed opfyldes definitionens anden betingelse.
Konsekvenser for planlægning, registrering og hviletid
Klassifikationen påvirker ikke lønfastsættelse direkte, som beror på national ret og overenskomster, men den udløser regler om maksimal ugentlig arbejdstid, pauser og daglig/ugentlig hvile. Arbejdsgivere bør indrette tidsregistrering, arbejdstilrettelæggelse og transportlogistik, så både ud- og hjemrejse mellem base og arbejdssted indgår i arbejdstiden for medarbejdere uden fast arbejdssted.
Manglende registrering kan føre til overtrædelser af hviletidskrav og potentielle sanktioner. Der kan være behov for at justere køretider, bemanding og mødetidspunkter for at sikre overholdelse, samt for at tydeliggøre politikker om base, transportmiddel og instruktioner.
Afgrænsning: hvad er ikke arbejdstid?
Almindelig pendling mellem hjem og base med eget transportmiddel er som udgangspunkt ikke arbejdstid. Perioder hvor medarbejderen frit kan tilrettelægge sin tid uden væsentlige begrænsninger falder uden for definitionen.
Dommen angår særligt mobile arbejdstagere uden fast arbejdssted. Hvor rejsen ikke er nødvendig for opgavens udførelse, eller hvor arbejdsgiver ikke styrer transport, afgang og destination, taler det imod klassifikation som arbejdstid. Nationale domstole skal anvende afgørelsen ved fortolkning af direktivet.
