Kernen i kendelsen
En opmand i en statslig arbejdsretlig voldgift tog stilling til, om en specialkonsulent i et ministerie var undtaget 48-timers reglen som “selvtilrettelægger” efter implementeringsaftalen, der gennemfører arbejdstidsdirektivet på det statslige område. Det var ubestridt, at den ansatte i visse perioder i gennemsnit havde arbejdet over 48 timer om ugen; striden angik dels undtagelsen for selvtilrettelæggere, dels hvilken referenceperiode arbejdstiden skulle måles over.
Opmanden fastslog, at implementeringsaftalen skal fortolkes EU-konformt. Undtagelsen forudsætter, at medarbejderen har væsentlig indflydelse på tilrettelæggelsen af arbejdstiden og opgaverne. Den pågældende havde fleksibilitet med komme-gå tider, hjemmearbejde og vis prioritering af opgaver, men var bundet af faste møder, løbende frister og ledelsesmæssig styring. Stillingsbetegnelsen “specialkonsulent” kunne ikke i sig selv sidestilles med de typiske ledelsesfunktioner med selvstændige beføjelser, som nævnes i Kommissionens fortolkningsmeddelelse og i de nationale forarbejder. På den baggrund blev medarbejderen ikke anset som selvtilrettelægger.
Referenceperiode og resultat
Spørgsmålet om brud på 48-timers reglen beroede dernæst på længden af referenceperioden. Selvom arbejdstiden oversteg 48 timer i gennemsnit over to firemåneders forløb, fandt opmanden, at den korrekte opgørelsesperiode efter det gældende aftalegrundlag var 12 måneder. Målt over denne periode forelå der ikke en overtrædelse.
Da implementeringsaftalen regulerede forholdet, fandt arbejdstidslovens bestemmelser ikke direkte anvendelse. Fortolkningen tog derfor udgangspunkt i arbejdstidsdirektivet, herunder undtagelsen i artikel 17 for medarbejdere, der selv fastlægger arbejdstidens længde eller udfører arbejde, hvor tiden ikke kan måles eller fastsættes på forhånd.
Praktiske implikationer for arbejdsgivere
Kendelsen viser, at klassifikationen som selvtilrettelægger beror på en konkret helhedsvurdering. En vis fleksibilitet, hjemmearbejde eller fravær af højeste tjenestetid er ikke tilstrækkeligt. Det afgørende er reel og væsentlig indflydelse på både arbejdstidens længde og arbejdets organisering uden betydelige ydre begrænsninger.
Arbejdsgivere bør sikre klare kriterier for selvtilrettelæggelse, dokumentere arbejdstidsregistrering, gennemgå mødestrukturer og frister samt angive korrekt referenceperiode i politikker og aftaler. En EU-konform tilgang mindsker risiko for krav om godtgørelse og tvister, både i staten og i den private sektor.
