Ophævelse af udvisning

Fristoverskredne udvisningssager kan nu prøves, når væsentlige ændringer og en klar formodning om EMRK art. 8-krænkelse foreligger. Højesteret ophæver et livsvarigt indrejseforbud efter lang behandling, stabil medicinering og lav risiko – trods den oprindelige kriminalitets grovhed.

Højesteret frifinder en eritreisk statsborger for udvisning, efter at anklagemyndigheden opgav påstanden på grund af væsentlige helbredsmæssige ændringer og Udlændingestyrelsens meddelelse om generhvervet tidsubegrænset ophold. Øvrige sanktioner fra landsretten blev stadfæstet.

Højesteret stadfæstede udvisning og indrejseforbud. Barnet blev ikke afhørt, da forholdene var tilstrækkeligt belyst via plejemor og sociale myndigheder. Ændringer i barnets anbringelse og helbred opfyldte ikke betingelsen i udlændingelovens § 50, stk. 1, i lyset af EMRK art. 8.

Højesteret præciserer, at seksmånedersfristen i udlændingelovens § 50, stk. 1, kun kan fraviges ved ganske særlige grunde. Udsendelseshindringer og familieliv var ikke nok; der skulle foreligge en sikker formodning om konventionsstridighed. Landsrettens afvisninger blev stadfæstet.

Højesteret ophævede en udvisning, da afbrydelse af nødvendig psykiatrisk behandling ville medføre intens lidelse og risiko for ny personfarlig kriminalitet. Afgørelsen bygger på udlændingelovens § 50 a, stk. 2, og EMRK art. 3 og stadfæster landsrettens kendelse.