Flere advokater retter skarp kritik mod prøvelsen af børnesager i Ankestyrelsen og byretterne. Kritikken samler sig om mangelfuld bevisførelse, korte mødetider og begrænsede muligheder for at supplere sagen med nye oplysninger. Tallene udfordrer tilliden: En stor del af Ankestyrelsens afgørelser i anbringelsessager indbringes for domstolene, hvor langt de fleste stadfæstes, ligesom Ankestyrelsen i overvejende grad stadfæster kommunale afgørelser. For kritikere peger det på for snæver kontrol og utilstrækkelig retssikkerhed for børn og forældre.
Prøvelsens kvalitet og retssikkerhed
Praktiserende advokater beskriver, at prøvelsen i Børn- og Ungeudvalget, Ankestyrelsen og byretten ofte er komprimeret, med ringe plads til vidneafhøringer og kontradiktion. Sagerne behandles i høj grad på skriftligt grundlag, og vidner afvises hyppigt. Det skaber et misforhold mellem sagens indgribende karakter og prøvelsens dybde.
Efter gældende forvaltnings- og procesret skal prøvelsen omfatte, at sagen er tilstrækkeligt oplyst, at parter er partshørt, og at afgørelsen er sagligt begrundet. Kritikken retter sig mod, at undersøgelser med stor vægt – eksempelvis forældrekompetence-, tilknytnings- og børnepsykologiske undersøgelser – ikke altid underkastes en synlig og tilstrækkelig validitetskontrol. Advokaterne efterlyser klarhed om, hvilke dokumenter beslutningerne bygger på, og hvorfor bestemte bevismidler er tillagt afgørende betydning.
Ankestyrelsens svar og kommunal praksis
Ankestyrelsen fremhæver sit ansvar for klagesagsbehandling, praksiskoordinering og tilsyn med kommunerne og anerkender udfordringer med faldende tillid. Samtidig peges på, at den høje andel af stadfæstelser viser, at afgørelserne ofte er rigtige. Myndigheden henviser også til, at lange sagsforløb kan betyde, at anbringelse står tilbage som eneste løsning, selv om der kan være begået fejl tidligere i forløbet.
Der er dokumenterede svagheder i kommunal sagsbehandling, herunder fristoverskridelser, utilstrækkelig inddragelse af børn og forældre samt manglende faglige udredninger og begrundelser. Det forstærker behovet for gennemskuelige afgørelsesbegrundelser og en mere intensiv prøvelse, der reelt efterprøver både det faktiske og retlige grundlag.
Flere gennemgående kritikpunkter går igen på tværs af praksis og instanser:
- Begrænset partshøring og korte møder, som vanskeliggør kontradiktion.
- Afvisning af vidner og snæver bevisførelse i domstolsbehandlingen.
- Mangelfulde eller standardiserede begrundelser for afgørelser.
- Manglende opsættende virkning og lange berammelsestider.
Mulige reformspor og forvaltningsdomstol
Som svar på kritikpunkterne drøftes reformer, herunder højere prøvelsesintensitet og øget transparens om afgørelsesgrundlaget. Et gennemgående forslag er at overveje en egentlig forvaltningsdomstol med specialiserede børnesager. Grundloven hjemler muligheden for administrative domstole, og sammenligninger med andre lande peger på hurtigere prøvelser og midlertidige afgørelser, der kan sikre rettidig beskyttelse i indgribende sager.
Det centrale hensyn er at styrke retssikkerheden i sager, der dybt griber ind i familielivet. En mere systematisk kvalitetssikring af undersøgelser, tydelige begrundelser og reelle muligheder for bevisførelse kan øge tilliden til systemet. Uanset om løsningen bliver organisatoriske justeringer, øget specialisering eller etablering af en forvaltningsdomstol, efterlyser aktørerne hurtigere, mere gennemsigtige og retligt robuste afgørelser.
