Østre Landsret har fastslået, at voldgiftsklausuler i bestyrelsesaftaler kan binde et konkursbo ved erstatningskrav mod tidligere bestyrelsesmedlemmer efter selskabsloven § 361. Landsretten lagde vægt på, at ansvarsbedømmelsen kan foretages uafhængigt af selve konkursen, og at klausulens ordlyd dækkede det rejste krav. Sagen ved domstolene blev derfor afvist til fordel for voldgift. Afgørelsen er anket.
Retligt udgangspunkt og præmisser
Konkret havde byretten vurderet, at kravet var så nært knyttet til insolvensforhold, at boet ikke var bundet af selskabets voldgiftsaftaler. Østre Landsret nåede det modsatte resultat. Når krav mod bestyrelsesmedlemmer hviler på almindelige selskabs- og erstatningsretlige regler og ikke har en særskilt insolvensretlig karakter, må boet indtræde i selskabets aftaleretlige position vedrørende tvistløsningsmekanismen. Voldgiftsklausuler med formuleringer som “arising out of or in connection with” kan således finde anvendelse, også når sagsøger er kurator.
Afgørelsen styrker forudsigeligheden for bestyrelsesmedlemmer og understreger, at klart udformede voldgiftsklausuler i ledelseskontrakter har effekt, selv efter en konkurs. Den berører ikke realbedømmelsen af ansvar, men alene forumspørgsmålet og kompetencefordelingen mellem domstole og voldgiftsret.
Praktiske implikationer
Ved udarbejdelse af bestyrelsesaftaler kan selskaber fortsat med fordel aftale voldgift for at opnå fortrolighed og procesmæssig effektivitet – også med henblik på eventuelle efterfølgende bo-krav. Kuratorer bør omvendt forvente afvisning eller henvisning til voldgift, hvor kravet ikke er egentligt insolvensretligt.
Voldgift er dog ikke altid optimal i flerparts-scenarier, fx når revisorer, rådgivere eller forsikringsselskaber ikke er bundet af samme klausul. Det kan udløse parallelle processer og risiko for uens resultater. Virksomheder bør derfor afveje governance-strukturen, forsikringsdækning og sandsynligheden for flerparts-tvister, når tvistløsningsklausuler forhandles.
