Barnets lov, der trådte i kraft 1. januar 2024, samler og skærper reglerne om støtte til udsatte børn. Loven sætter barnets perspektiv i centrum og giver kommunerne videre rammer for at gribe tidligt ind, samtidig med at målet er mere stabile anbringelser og kontinuitet i relationer. Reformen hænger sammen med tidligere initiativer som Børnene Først og Barnets Reform, men fungerer nu som hovedloven på området i stedet for Serviceloven.
Hovedændringer
Kommunerne har fået en bredere adgang til at iværksætte foranstaltninger og anbringelser tidligere i et forløb. Indsatsen skal være sammenhængende og kvalificeret, herunder med øget støtte til forældrene i anbringelsessituationer. Børn og unge, der anbringes, tildeles en støtteperson, gerne fra barnets eget netværk for at styrke nære, stabile voksenrelationer.
Tilsyn med anbringelsessteder er skærpet fra én til to årlige opfølgninger, hvor handleplanen skal revideres. Retten til samvær er udvidet, så den også omfatter søskende, bedsteforældre og andre nære relationer efter barnets behov, og søskende skal så vidt muligt anbringes sammen.
Retslige implikationer og børnets rettigheder
Børn opnår partsstatus allerede fra 10 år. Det indebærer inddragelse i beslutningsprocessen, klageadgang over kommunale afgørelser om foranstaltninger, aktindsigt og mulighed for advokatbistand. Barnet kan i en periode sige nej til samvær med en forælder og kan anmode om, at en støtteperson deltager ved samvær.
Underretningspligten er skærpet og indtræder, når fagpersoner får grund til at antage, at et barn kan have behov for særlig støtte. Den tidlige, tværfaglige indsats forudsætter lovlig deling af følsomme oplysninger mellem skole, sundhed, dagtilbud og sociale myndigheder. Databehandlingen skal ske i overensstemmelse med GDPR og databeskyttelsesloven, herunder principper om dataminimering, nødvendighed og dokumentation af behandlingsgrundlag.
Uafklarede punkter og tilsyn
Der er rejst kritik af, at visse bestemmelser i Barnets lov er uklare. Særligt peges på risikoen for uens kvalitet i tilsyn og manglende præcise regler for, hvordan tilsyn på anbringelsessteder gennemføres i praksis. Uden klare procedurer kan der opstå situationer, hvor barnet ikke kan tale frit, hvis personale er til stede.
For praktikere understreger reformen behovet for stringent sagsbehandling: rettidig partshøring, klare og individualiserede begrundelser, proportionalitet i indgreb og løbende opdatering af handleplanen ved de halvårlige tilsyn. Typiske konfliktpunkter omfatter valg og ændring af anbringelsessted, samvær og hjemgivelsesperioder. Her er det afgørende at dokumentere barnets synspunkter, afveje barnets bedste mod indgrebets intensitet og sikre korrekt behandling af personoplysninger. Overordnet kræver loven styrket tværfagligt samarbejde og systematiske kvalitetsstandarder, så de udvidede beføjelser realiserer formålet om stabilitet, omsorg og retsgarantier for barnet.
