Claus Bjørn Galbo-Jørgensen
Aia Brunsgaard Valsted Larsen
Frederik Haugsted
EU-Domstolen frikender Intel og cementerer, at loyalitetsrabatter kun er ulovlige, hvis de faktisk kan udelukke lige så effektive konkurrenter. Det udfordrer Kommissionens nyere formbaserede udspil og tvinger sager efter TEUF art. 102 tilbage på en effektbaseret bane.
Hvad betyder dette for din virksomhed?
Virksomheder skal nu overveje AEC-testen ved rabatprogrammer: Kan en lige så effektiv konkurrent matche nettoprisen efter rabatten? Indsaml data om markedsdækning, bindingsperioder, tærskler og rabatsatser, og dokumentér manglende udelukkelsesstrategi. Giver I Kommissionen solide modbeviser, skal den bevise egnet udelukkelsesvirkning.
Sagens udvikling og retlige rammer
EU-Domstolens dom af 24. oktober 2024 bekræfter Rettens linje: Fremlægger en dominerende virksomhed beviser i den administrative fase, skal Kommissionen vurdere adfærdens egnethed og inddrage dominansens omfang, markedsdækning, betingelser, varighed og størrelse – og normalt anvende AEC-testen.
I 2009 pålagde EU-Kommissionen en bøde på 1,06 mia. euro for to spor: loyalitetsrabatter og såkaldte “naked restrictions”. Efter hjemvisningen fastslog Retten efterfølgende, at AEC-testen er central ved loyalitetsrabatter, hvilket banede vejen for frifindelsen.
Kommissionens udkast til nye retningslinjer fra 1. august 2024 – omtalt i BB Briefing #3 – lægger op til en formformodning for loyalitetsrabatter. Den nye praksis betyder derimod en klar effektprøve. Bemærk: Sporet om “naked restrictions” gav en bøde på 375 mio. euro i 2023; appellen verserer.