Højesterets delafgørelse om arbejdsgiveransvar
Højesteret har ved en delafgørelse fastslået, at en arbejdsgiver på en boreplatform hæfter efter culpanormen for en arbejdsskade opstået under en livbådsøvelse. Retten lagde vægt på arbejdsgiverens pligt efter arbejdsmiljølovgivningen til at planlægge og udføre arbejdet sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt.
Ved ansvarsvurderingen fremhævede Højesteret, at der i højrisikoaktiviteter skal ske en systematisk identificering, vurdering og nedbringelse af risici, så langt det er rimeligt praktisk muligt. Da øvelsen kunne gennemføres på mindre farlig vis, og da den skadelidte blev placeret i det mest udsatte sæde, forelå der ansvarspådragende forsømmelse.
Faktum og procesforløb
Sagen vedrørte en konstruktionschef, som i forbindelse med en “live launch” af en lukket livbåd blev slynget i 45 meters frit fald fra en boreplatform i Nordsøen. Formålet var at dokumentere livbådens sødygtighed efter en påtale fra Arbejdstilsynet om manglende afprøvning gennem flere år.
Fire uddannede livbådskaptajner deltog. Den skadelidte sad i kaptajnsædet, som vendte i faldretningen. Øvelsen forløb teknisk som planlagt, men medarbejderen fik efterfølgende betydelige nakkesmerter og blev sygemeldt. Skaden blev anerkendt som arbejdsskade, hvorefter der blev rejst erstatningskrav mod arbejdsgiveren.
Byretten fandt arbejdsgiveren erstatningsansvarlig. Landsretten frifandt med dissens. Efter tilladelse fra Procesbevillingsnævnet indbragte medarbejderen spørgsmålet om ansvar for Højesteret, som stadfæstede byrettens resultat.
Retlig begrundelse og praktiske implikationer
Højesteret anvendte den almindelige culpabedømmelse, nuanceret af arbejdsmiljøretlige pligter. Retten lagde vægt på handlingens farlighed, skadeevnen ved et 45 meters frit fald og muligheden for at undgå skade. Det var ikke nødvendigt at gennemføre øvelsen som frit fald for at teste sødygtighed, og den skadelidte kunne uden vanskelighed have været placeret i et bagudvendt sæde som de øvrige.
På den baggrund konstaterede Højesteret, at arbejdsgiveren ikke i tilstrækkelig grad havde reduceret de kendte risici. Den manglende risikominimering udgjorde culpøs adfærd, der udløste erstatningsansvar. Delafgørelsen vedrørte alene ansvarsgrundlaget; spørgsmål om årsagssammenhæng, tabets opgørelse og eventuel medvirken afgøres i den videre behandling.
Dommen skærper fokus på ledelsens instruktions- og tilsynspligt ved øvelser og test i højrisikomiljøer. Arbejdsgivere bør dokumentere risikovurderinger, overveje mindre farlige alternativer og begrunde valg af metode og bemanding. Placering af personale i de mest udsatte positioner kræver en klar sikkerhedsfaglig nødvendighed, som kan efterprøves.
For praksis betyder afgørelsen, at henvisning til producentanvisninger og gode vejrforhold ikke i sig selv ophæver pligten til at vælge den forsvarligste løsning. Det afgørende er, om risikoen er nedbragt til det niveau, som efter omstændighederne kan kræves, og om arbejdsgiveren kan dokumentere dette. Fejler det, øges risikoen for ansvar.
Anbefalinger til compliance
Virksomheder i offshore- og andre risikofyldte sektorer bør sikre klare procedurer for øvelser, herunder beslutningslog, risikomatrix og godkendelse fra arbejdsmiljøorganisationen. Alternativer til risikofyldte metoder skal vurderes og begrundes, og der skal føres journal over afvigelser.
Arbejdstilsynets påbud eller vejledninger fritager ikke for eget ansvar. Tværtimod bør tilsynets bemærkninger omsættes til konkrete handlinger, der balancerer sødygtighedskrav og medarbejdersikkerhed. En løbende opdateret APV og dokumenteret træning kan være afgørende bevismæssigt, hvis ansvarsspørgsmålet senere prøves.
Endelig bør kontrakter og instrukser afspejle disse krav, så roller, kompetencer og beslutningsmandater er tydeligt fastlagt og efterprøvelige.
