Folketingets Ombudsmand kritiserer Skattestyrelsens meget lange sagsbehandling i sager om moms på ydelser til investeringsforeninger efter EU-Domstolens ATP-dom. Ifølge Ombudsmanden skal selv komplekse sager afgøres inden for en rimelig frist, så virksomheder kan opnå retlig afklaring.
Undersøgelsen er iværksat efter henvendelse fra brancheorganisationen F og P og støttet af Advokatrådet. Ombudsmanden udtrykker bekymring for, at en del sager endnu ikke er påbegyndt, og at styrelsen ikke kan angive, hvornår sagerne færdigbehandles. Det indebærer risiko for, at virksomheder opgiver krav, som tidligere set i AMBI-komplekset. Ombudsmanden har orienteret Folketingets Skatteudvalg og forventer, at Skattestyrelsen tilrettelægger en effektiv sagsplan med prioritering, oplysning og realistiske tidsfrister. Læs pressemeddelelsen hos Ombudsmanden.