Højesteret har fastslået, at en færøsk lovbestemmelse, som tilsidesatte en enkel bestemmelse i en fiskerioverenskomst, ikke stred mod internationale konventioner og ikke udgjorde ekspropriation. Loven, der regulerede afregningen til besætningen ved køb af fiskekvoter på auktion, var sagligt begrundet og proportionel.
Baggrund og lovindgreb
Den færøske auktionslov indførte adgang til at sælge en andel af fiskekvoter på auktion og fastsatte, at købesummen for sådanne kvoter ikke kunne fratrækkes i fangstens salgsværdi før beregning af besætningens andel. Formålet var dels at lade ressourcerenten tilfalde fællesskabet, dels at sikre, at udgiften til kvotekøb blev båret af rederne og ikke af besætningen.
Bestemmelsen kom i konflikt med en overenskomst, der gav rederne adgang til at fratrække udgifter, herunder til fiskeritilladelser, inden opgørelsen af besætningens andel. Rederiforeningen gjorde gældende, at lovindgrebet var konventionsstridigt efter EMRK art. 11 om foreningsfrihed og alternativt udgjorde ekspropriation, som udløste erstatning.
Højesterets vurdering
Højesteret udledte af Menneskerettighedsdomstolens praksis, at et afgrænset indgreb i en enkelt overenskomstbestemmelse som udgangspunkt ikke krænker foreningsfriheden. Selv hvis der forelå et indgreb, var indgrebet lovhjemlet, forfulgte et legitimt formål og gik ikke videre end nødvendigt. Proportionalitetskravet var dermed opfyldt.
Retten fandt desuden, at der ikke forelå ekspropriation. Loven var generelt udformet, omfattede alle færøske redere og havde karakter af almindelig regulering. Der var ikke godtgjort væsentlige negative økonomiske konsekvenser for de berørte rederier, og indgrebet udløste derfor ikke erstatning efter ejendomsbeskyttelsen.
Praktiske implikationer
Afgørelsen markerer, at lovgiver i begrænset omfang kan gribe ind i overenskomster, hvis indgrebet er generelt, sagligt begrundet og proportionelt. Kollektiv aftalefrihed giver ikke immunitet mod sektorregulering med klare fordelingshensyn.
For praksis betyder det, at påstande om konventionsstrid fordrer en konkret dokumentation af indgrebets intensitet og økonomiske effekter. Aktører bør ved forhandling af overenskomster tage højde for mulig ufravigelig regulering, særligt hvor der indgår offentligt kontrollerede ressourcer som kvoter. Samtidig bekræfter afgørelsen, at grænsen mellem regulering og ekspropriation opretholdes med vægt på generel rækkevidde, proportionalitet og bevis for væsentligt tab.
