Håndtering af forældelsesfrister er afgørende for at bevare mangelskrav i entreprise. Samspillet mellem AB92 og forældelsesloven indebærer både reklamationsfrister og relative samt absolutte forældelsesfrister. Foreløbig afbrydelse kan opnås ved syn og skøn og ved forhandlinger, men bygherren skal samtidig sikre rettidig opfølgning med retslige skridt for ikke at miste krav ved passivitet.
Forældelsesfrister i entrepriseret: samspil mellem AB92 og forældelsesloven
Efter AB92 kan entreprenøren som udgangspunkt kun mødes med mangelskrav, hvis der reklameres inden rimelig tid og senest fem år fra afleveringen. Reglerne om reklamation fungerer side om side med forældelsesloven, der opstiller en treårig relativ frist fra det tidspunkt, hvor manglen konstateres eller burde være konstateret.
Uanset reklamation indtræder der en tiårig absolut forældelsesfrist regnet fra aflevering. I forbrugerforhold kan AB92’s femårsregel ikke håndhæves, og AB-Forbruger bør anvendes som standardvilkår; forældelseslovens almindelige regler gælder altid. Når et krav er forældet, bortfalder det endeligt.
Afbrydelse via reklamation, anerkendelse og retslige skridt
En rettidig reklamation kan afbryde AB92’s femårsfrist, men er ikke tilstrækkelig i sig selv. Ved entreprenørens klare afvisning af kravet skal bygherren inden rimelig tid følge op med retslige skridt, ellers kan passivitet føre til retsfortabelse, selv om der er reklameret rettidigt.
Forældelsesloven giver to centrale afbrydelsesveje: anerkendelse og retslige skridt. Entreprenørens udtrykkelige anerkendelse – eller faktisk afhjælpning/forsøg herpå – afbryder forældelsen og starter en ny frist fra anerkendelsen. Tilsvarende afbrydes forældelsen ved sagsanlæg, betalingspåkrav, voldgift eller anden bindende afgørelse, hvorefter en ny frist løber fra afgørelsen.
Fristerne er skarpe: Retlige skridt skal tages inden tre år fra første gang, bygherren gjorde kravet gældende. Konsekvent diarieføring og dokumentation for kravets fremme er derfor central for at sikre rettidig afbrydelse.
Foreløbig afbrydelse ved syn og skøn og ved forhandlinger
Syn og skøn efter retsplejeloven kan iværksættes uden samtidig sagsanlæg. Gennemføres skønnet inden udløbet af forældelsesfristen, indtræder forældelse tidligst ét år efter skønsforretningens afslutning. Dermed opnås en tidsmæssig sikkerhedszone til at vurdere kravets holdbarhed og eventuelt tilpasse processtrategien.
Syn og skøn kan desuden styrke forligsgrundlaget ved at belyse mangelspørgsmål og omkostninger, hvilket ofte reducerer risikoen for unødige procesomkostninger. Skønsrapporten kan blive afgørende både for de tekniske spørgsmål og for tabsopgørelser.
Forhandlinger med entreprenøren medfører ligeledes foreløbig afbrydelse: forældelse indtræder tidligst ét år efter, at forhandlingerne må anses for afsluttet. Begrebet forhandlinger fortolkes bredt og omfatter enhver reel meningsudveksling, der giver bygherren rimelig grund til at tro, at kravet ikke er endeligt afvist. Forhandlinger anses først for afsluttet ved entreprenørens klare meddelelse herom. Bygherren bærer bevisbyrden for, at forhandlinger er indledt, mens entreprenøren bærer bevisbyrden for, at de er afsluttet.
