Klagenævnet for Udbud har godkendt Region Midtjyllands direkte indkøb af selvtests til COVID‑19 uden forudgående udbud efter udbudsloven § 80, stk. 5. Kendelsen fastslår, at pandemiens uforudsigelige udvikling og et akut behov for testning gjorde det lovligt at anvende en undtagelsesprocedure i strengt nødvendigt omfang.
Retligt grundlag og betingelser
Undtagelsen i § 80, stk. 5 skal fortolkes indskrænkende, og ordregiver bærer bevisbyrden. Klagenævnet gennemgik de kumulative betingelser og lagde vægt på sundhedsmyndighedernes vurderinger og de faktiske markedsforhold under pandemien:
- Uforudsigelig begivenhed, herunder smittebølger, nye varianter og ændrede teststrategier.
- Uopsættelighed af tvingende karakter, som gjorde almindelige frister umulige at overholde.
- Årsagsforbindelse mellem begivenheden og behovet for øjeblikkelige indkøb.
- Indkøb i strengt nødvendigt omfang, indtil udbud kunne gennemføres.
Klagenævnet fandt, at alle betingelser var opfyldt for de enkelte indkøb, og at forsøg på alternative procedurer (herunder det dynamiske indkøbssystem og hasteudbud) var utilstrækkelige i situationen. Den samtidige belastning fra Omikron og global kapacitetsmangel understøttede nødvendigheden.
Praksis og betydning
Kendelsen markerer en mere pragmatisk linje i krisesituationer sammenlignet med den restriktive tilgang i den såkaldte rengøringssag, hvor en kommune ikke dokumenterede uopsættelighed ved indgåelse af en midlertidig dækningskontrakt. Når væsentlige hensyn til folkesundhed gør sig gældende, kan beviskravet være lettere at opfylde.
For ordregivere fremhæver afgørelsen tre praktiske krav: dokumentér den uforudsigelige begivenhed og dens konkrete konsekvenser; påvis forsøg på mindre indgribende procedurer; og begræns kontraktens omfang til det nødvendige, indtil et udbud kan iværksættes. En midlertidig buffer kan være lovlig, hvis den er sagligt begrundet i forsyningsrisici og korte leveringsfrister.
Samlet giver kendelsen vejledning til håndtering af akutte indkøb under kriser uden at udhule principperne om gennemsigtighed og ligebehandling. Den understreger samtidig, at undtagelsesvejen ikke kan erstatte planlagte udbud, men alene fungere som et snævert værktøj, når markedet og tidsfrister gør ordinære procedurer umulige.
