Vestre Landsret har idømt fængselsstraffe til to tiltalte for et overfald begået i forening mod forurettede i dennes hjem. Den 53-årige tildelte adskillige slag, bl.a. med et rør, og blev også dømt for vidnetrusler. Den 43-årige blev herudover dømt for et yderligere voldsforhold begået tidligere samme dag. Anbringendet om nødværge blev afvist som udokumenteret.
Landsretten stadfæstede i det væsentlige byrettens skyldkendelse, men fraveg byrettens forvaringsdom. Trods anbefalinger om forvaring fra både retspsykiatrisk erklæring og Retslægerådet valgte nævningetinget med flertal at udmåle tidsbestemt fængsel. Den 53-årige fik 1 år og 3 måneders fængsel; den 43-årige fik 1 års fængsel. Afgørelsen illustrerer, at forvaring efter straffelovens § 70 forudsætter en kvalificeret farlighedsvurdering og proportionalitet, som retten ikke fandt opfyldt i tilstrækkelig grad.
Retligt lægger dommen vægt på medvirken i forening og forudgående forståelse, jf. straffelovens § 23, samt kvalifikationen grov vold efter §§ 245–246. Nødværgereglen i § 13 fandt ikke anvendelse. Flertalsafgørelsen i nævningetinget og den konkrete strafudmåling giver pejlemærker for vægtningen af retspsykiatriske anbefalinger over for tidsbestemt fængsel ved personfarlig kriminalitet.
