EMRK artikel 3 og kommuners beskyttelsespligt
Byretten har frifundet en kommune i en sag om påstået myndighedssvigt, hvor sagsøgeren gjorde gældende krænkelse af EMRK artikel 3. Retten vurderede, at tærsklen for umenneskelig eller nedværdigende behandling ikke var nået i det konkrete forløb.
Sager af denne type angår typisk, om kommunen har opfyldt sine lovbundne pligter efter serviceloven, nu barnets lov, til at beskytte børn og unge mod overgreb. Vurderingen knytter sig til myndighedens positive forpligtelser og til, om et indgreb eller en foranstaltning var nødvendig for at afværge risiko.
Beviskrav og treleddet vurdering ved myndighedssvigt
Retten lagde til grund, at det ikke var bevist, at sagsøgeren havde været udsat for vold, overgreb eller andre forhold omfattet af artikel 3. Flere bekymringsbreve var ikke i sig selv af en sådan grovhed og intensitet, at de udgjorde en menneskerettighedskrænkelse.
Den anvendte test følger tre trin: om artikel 3 er krænket, om myndigheden vidste eller burde vide herom, og om myndigheden handlede tilstrækkeligt. Da første led ikke var opfyldt, tog retten ikke stilling til viden og handlepligt. Sagen forventes anket til landsretten.
