Tilregning af distributørers adfærd til producenten
EU-Domstolen har præciseret, at en dominerende producent kan hæfte for konkurrencestridige handlinger begået af formelt uafhængige distributører, når disse handlinger gennemfører en ensidigt fastlagt politik fra producentens side. Vurderingen sker efter TEUF artikel 102 og beror på, om distributørerne reelt fungerer som producentens instrument til at gennemføre en udelukkelsesstrategi.
Domstolen fremhæver, at risikoen for tilregning skærpes, når distributører pålægges at få salgssteder til at underskrive standardkontrakter udarbejdet af producenten, som indeholder eksklusivitetsvilkår og ikke kan ændres uden producentens samtykke. I sådanne tilfælde kan distributørernes handlinger blive anset som en territorial forlængelse af producentens handelspolitik, hvilket udløser ansvar efter artikel 102.
AEC-testens rolle i sager om eksklusivitet
Domstolen fastslår, at konkurrencemyndigheder ikke altid skal påvise faktiske virkninger; det kan være tilstrækkeligt at dokumentere, at adfærden er egnet til at begrænse konkurrencen, baseret på konkrete og ikke-hypotetiske beviser. Myndighederne skal i den forbindelse inddrage alle relevante faktiske omstændigheder, herunder materiale fremlagt af den dominerende virksomhed.
Om AEC-testen (As Efficient Competitor) understreger Domstolen, at testen ikke er obligatorisk i alle sager og kan være mindre egnet ved ikke-prisrelateret adfærd. Den er imidlertid en anerkendt metode blandt flere til at vurdere udelukkelsesrisiko. Når den dominerende virksomhed fremlægger en AEC-analyse, skal myndigheden inddrage og forholde sig substantielt til den. Dette bygger på praksis fra Intel (C-413/14 P) om eksklusivitetsrabatter og er bekræftet i Qualcomm (T-235/18), hvor kravet om vurdering af alle relevante forhold blev fremhævet.
Konsekvenser for virksomhedspraksis
Virksomheder med stærk markedsposition bør nøje gennemgå brugen af eksklusivitetsvilkår og standardkontrakter i distributionskæden. Hvor distributører implementerer producentens politik, kan handlingerne tilregnes producenten. Central dokumentation om forretningsmæssige rationaler og eventuelle effektivitetsgevinster kan være afgørende.
For myndigheder og rådgivere betyder afgørelsen, at AEC-analyser fra virksomheder ikke kan afvises per automatik, men skal adresseres i den samlede bevisvurdering. Samtidig bekræftes, at beviskravet ved artikel 102 er en egnethedsvurdering baseret på konkrete forhold. Afgørelsen udvider den praktiske relevans af AEC-testen til også at omfatte sager om eksklusivitetsbetingelser, ikke kun prisrelateret misbrug.
