Højesteret har fastslået, at en lodsejer, hvis areal blev eksproprieret til etablering af en støjvold, var fuldt kompenseret ved erstatning svarende til markedsværdien som landbrugsjord. Retten afviste, at der skulle ydes tillægserstatning for en påstået indtægtsmulighed ved at opføre støjvolden med kategori II-jord, fordi ejeren ikke havde dokumenteret et særskilt marked eller en konkret, påregnelig brugsværdi, som ekspropriationen afskar.
Markedsværdi som udgangspunkt
Efter grundloven § 73 skal ekspropriation ske mod fuldstændig erstatning. Højesteret præciserer, at udgangspunktet er handelsværdien i et åbent marked – den pris en kyndig og forstandig køber ville betale. I den konkrete sag understøttede sammenlignelige handler den tilbudte kvadratmeterpris for landbrugsjord, og der var ikke bevist et særskilt marked for arealer til støjvolde opført med lettere forurenet jord, som kunne løfte handelsprisen.
Muligheden for, at en entreprenør kunne undgå deponiudgifter ved at anvende kategori II-jord, var ikke tilstrækkeligt til at påvise et marked med villige købere til overpris. Bevisbyrden for et sådant marked påhviler den eksproprierede, og den var ikke løftet.
Brugsværdi kræver vilje, evne og årsagssammenhæng
Højesteret tilføjer retningslinjer for, hvornår der kan ydes erstatning for særlig brugsværdi: Ejeren skal på ekspropriationstidspunktet have udnyttet den særlige brugsværdi eller have både vilje og evne til at gøre det inden for overskuelig tid, og det skal være ekspropriationen, der forhindrer udnyttelsen.
I sagen havde lodsejeren gennem flere år bestridt grundlaget for projektet og ikke udvist vilje til selv at etablere støjvolden. Dermed manglede den fornødne konkrete påregnelighed, og ekspropriationen var ikke årsagen til, at en potentiel indtægt ikke blev realiseret. Påstanden om en selvstændig brugsværdi førte derfor ikke til forhøjet erstatning.
De bærende principper kan sammenfattes således:
- Markedsværdi i handel og vandel er hovedregel for ekspropriationserstatning.
- Særligt marked skal dokumenteres af den eksproprierede, hvis højere pris påberåbes.
- Brugsværdi forudsætter vilje, evne og årsagsforbindelse til ekspropriationen.
Procesforløb og betydning
Sagen udsprang af en kommunal lokalplan og miljøtilladelse til støjvolden. Efter klager til de relevante klagenævn og efterfølgende domstolsprøvelse blev lovligheden af ekspropriationsbeslutningen stadfæstet. Taksationsmyndighederne fastsatte erstatningen som landbrugsjord, hvilket Højesteret i sidste ende lagde til grund. En landsretsdom, der havde anerkendt en forventningsværdi knyttet til kategori II-jord, blev dermed revideret, og den udbetalte forhøjelse skulle tilbageføres.
Dommen supplerer den eksisterende praksis om særlig brugsværdi fra råstofsager ved at skærpe kravene til påregnelighed og årsagssammenhæng. For myndigheder indebærer afgørelsen, at erstatningsfastsættelsen kan ske med udgangspunkt i markedsværdien, medmindre der konkret dokumenteres et særskilt marked eller en reel, umiddelbar og ekspropriationshindret udnyttelse for ejeren. For lodsejere understreger dommen, at dokumentation for både marked og egen realiseringsvilje er afgørende, hvis der skal tilkendes mere end markedsværdien.
