Hovedkonklusion og retligt udgangspunkt
Retten i Sønderborg afviste at tillade fremlæggelse af en moderklæring, som sagsøgte havde indhentet efter sagens anlæg, fordi sagsøgte tidsmæssigt kunne have indhentet erklæringen forud for stævningen. Kendelsen fremhæver, at tidspunktet for rekvirering af ensidige sagkyndige erklæringer er afgørende for, om materialet kan bringes i spil som bevis.
Udgangspunktet i civile sager er, at sagkyndig bevisførelse sker via syn og skøn. Retsplejelovens § 209 a giver dog mulighed for, at retten tillader fremlæggelse af ensidigt indhentede sagkyndige erklæringer som supplement til eller i stedet for syn og skøn. Efter § 341 a kan ensidige erklæringer, der er indhentet før sagsanlæg, som udgangspunkt fremlægges, og modparten kan i visse tilfælde supplere med en moderklæring, selv om denne først indhentes efter sagsanlægget, hvis modparten ikke rimeligt kunne nå det tidligere eller sagen fremstod uvist.
Kendelsen og begrundelsen
I den konkrete sag havde sagsøger fremlagt en ensidigt indhentet erklæring, som retten havde tilladt som bevis. Sagsøgte ønskede herefter at fremlægge en brandteknisk rapport som moderklæring, men erklæringen var rekvireret efter, at sagen var anlagt. Sagsøger gjorde gældende, at sagsøgte havde haft rig mulighed for at bestille rapporten på forhånd, idet sagsøgte havde haft kendskab til sagsøgers erklæring i cirka ni måneder før stævningen og yderligere to måneder, hvor et sagsanlæg måtte anses for overvejende sandsynligt.
Retten lagde vægt på, at sagsøgte i denne periode måtte have forudset sagsanlæg og derfor kunne have indhentet moderklæringen i tide. Betingelserne i § 341 a, stk. 1, 2. pkt., om sen bekendtgørelse eller reel uvished om sagsanlæg, var således ikke opfyldt. Moderklæringen blev derfor afskåret. Retten bemærkede samtidig, at parter fortsat kan sikre deres synspunkter via skønsmandsprocessen, herunder ved at stille relevante og neutrale spørgsmål til skønsmanden, i stedet for at støtte sig til senere indhentede ensidige vurderinger.
Praktiske implikationer og omkostninger
Kendelsen tydeliggør behovet for tidlig procesforberedelse: Modtager man en ensidigt indhentet erklæring i en tvist, bør en eventuel moderklæring rekvireres snarest, hvis den ønskes brugt i retten. Udsættelse øger risikoen for bevisafskæring, navnlig hvor sagsanlæg er påregneligt. Planlægning af bevisstrategien bør derfor ske parallelt med forligsdrøftelser, ikke først efter stævning.
Endvidere minder kendelsen om omkostningsreglen i retsplejelovens § 316: Udgifter til sagkyndig bistand, herunder ensidige erklæringer, der er tilladt efter § 209 a, samt erklæringer indhentet før sagens anlæg, dækkes som udgangspunkt ikke som sagsomkostninger. Den part, der bestiller erklæringen, må derfor som udgangspunkt selv afholde udgiften, uanset sagens udfald. Det bør indgå i en cost benefit-vurdering ved valg mellem syn og skøn, ensidige erklæringer og moderklæringer.
