Finanstilsynet har ændret praksis for opgørelsen af gearing i alternative investeringsfonde. Når en AIF investerer i aktiver via unoterede selskaber, skal gearing på selskabsniveau fremover medregnes i aktiver under forvaltning, hvilket kan udløse licenspligt og skærpede styringskrav.
Retlig ramme: FAIF-loven § 6 stk. 3 og Level II-forordningen
FAIF-loven kræver, at aktiver forvaltet direkte eller indirekte via kontrollerede selskaber indgår i den samlede opgørelse. Efter Level II-forordningens artikel 6 stk. 3 skal eksponering i strukturer kontrolleret af AIF som udgangspunkt medregnes, hvis de er etableret for at øge eksponeringen på AIF-niveau.
Undtagelsen gælder, når AIF’ens primære investeringspolitik er at erhverve kontrol over unoterede selskaber eller udstedere, og AIF ikke bærer tab ud over den indskudte kapital. Her skal gearing på porteføljeselskabsniveau ikke medregnes.
Praksisskifte: indregning af gearing i AUM og tærskelværdier
På baggrund af Kommissionens svar i ESMA QA præciserer Finanstilsynet, at fonde, som investerer i aktiver gennem unoterede selskaber (fx ejendom eller energi), ikke anses for at have kontrol som primær politik. Derfor skal gearing i de underliggende selskaber medregnes i AUM.
Konsekvensen er, at den lave tærskel anvendes, så forvaltere hurtigere bevæger sig fra registrering til tilladelseskrav. Den høje tærskel forudsætter fortsat ubelånte AIF’er uden indløsningsret i en flerårig periode.
Konsekvenser og overgangsregler for forvaltere
Forvaltere skal revurdere AUM-beregningen, governance og kontrolmiljø, herunder risiko- og likviditetsstyring. Opgørelsen af gearing kan blive afgørende for, om forvalteren skal søge tilladelse hos Finanstilsynet.
Udtalelsen anvendes fremadrettet. AIF’er registreret før udtalelsen forbliver omfattet af den hidtidige praksis, medmindre der optages nye investorer eller foretages nye investeringer. Forvaltere bør derfor tidligt analysere investeringspolitik, eksponering og kontraktuelle forpligtelser.
