ESMA har præciseret, at ejendomsfonde, der investerer via unoterede selskaber, som udgangspunkt skal medregne gæld på porteføljeselskabsniveau i gearingsberegningen efter Level 2-Forordningens artikel 6, stk. 3. Det indsnævrer den praksis, som flere danske ejendomsfonde hidtil har anvendt, hvor eksponering i kontrollerede SPV’er ikke blev medtaget, hvis fonden kun hæftede med indskuddet.
ESMAs fortolkning
ESMA anfører, at eksponering i finansielle eller juridiske strukturer, som AIF’en kontrollerer, og som er etableret for at øge eksponeringen, skal indregnes på AIF-niveau. Undtagelsen i artikel 6, stk. 3, 2. pkt. – som fritager AIF’er fra at medregne eksponering på porteføljeselskabsniveau, når den primære politik er at erhverve kontrol over unoterede selskaber – finder efter ESMA ikke anvendelse for fonde, der i realiteten investerer i faste ejendomme via SPV’er.
Begrundelsen er, at disse strukturer implementerer en aktivbaseret strategi (ejendom), ikke en klassisk kontrolstrategi i unoterede selskaber. Fortolkningen fremgår af ESMA’s Q&A om gearing, Sektion 7, spørgsmål 8 (ESMA Q&A).
Retligt grundlag og usikkerheder
Ordlyden i Level 2-Forordningen gør det ikke entydigt, at undtagelsen ikke kan bruges af AIF’er, der erhverver aktiver via kontrollerede selskaber. AIFMD’s artikel 4, stk. 9, litra v) sondrer heller ikke mellem aktivklasser. Da Level 2 alene kan præcisere – ikke ændre – metoderne, ligger ESMA’s fortolkning tæt på grænsen for hjemlen.
På trods af disse forbehold vil nationale tilsyn typisk følge ESMA’s linje. Indtil en formel afklaring bør forvaltere indrette sig efter, at porteføljeselskabsgæld i ejendomsstrukturer indgår i gearingsnøgletallene.
Konsekvenser for forvaltere
Forvaltere med aktivbaserede strategier bør vurdere, om nye fonde skal klassificeres som gearede AIF’er, med deraf følgende krav til risikostyring, rapportering og investoroplysning. Den ændrede fortolkning kan også få betydning for energi-, infrastruktur- og venturefonde med tilsvarende strukturer.
Registrerede FAIF’er uden fuld tilladelse bør genberegne aktiver under forvaltning og vurdere, om tærsklerne i FAIF-loven § 6 er eller bliver overskredet, hvilket kan udløse krav om tilladelse hos Finanstilsynet. En proaktiv gennemgang af dokumentation, interne politikker og gearingmetodik anbefales.