Planklagenævnet har skærpet fokus på kommunernes brug af planlovens støjbestemmelser ved lokalplanlægning i støjbelastede områder. Udgangspunktet er planlovens § 15 a, der forbyder lokalplaner for støjfølsom anvendelse, medmindre planen indeholder bestemmelser, der effektivt beskytter mod støj. Samtidig pålægger ordningen bygherren at sikre, at nye boliger mv. ikke udsættes for uacceptabel støj fra eksisterende kilder.
Støjregulering i planloven
Planlovens § 15 a og § 15, stk. 2, nr. 16, 26 og 29 indeholder forskellige værn. Særligt § 15, stk. 2, nr. 29 giver mulighed for at nøjes med lavere støjgrænser ved nybyggeri i eksisterende boligområder eller områder med blandede byfunktioner, typisk gennem facade- eller bygningsmæssig støjisolering. Det kan reducere behovet for plads- og arealkrævende støjafskærmning.
Bestemmelsens anvendelsesområde har dog vist sig vanskeligt. I nyere praksis har Planklagenævnet lagt vægt på en samlet vurdering af arealets hidtidige anvendelse, omgivelsernes funktioner og områdets zoneforhold. Kun når lokalplanområdet reelt er indlejret i en eksisterende bymæssig struktur, kan den lempeligere ordning anvendes.
Planklagenævnets praksis
Afgørelserne illustrerer, at kommuner og rådgivere skal foretage en stringent planfaglig og juridisk dokumentation af, hvorfor et område kan kvalificeres som eksisterende boligområde eller område med blandede byfunktioner. Mangelfuld begrundelse eller fejlagtig anvendelse af § 15, stk. 2, nr. 29 kan føre til, at lokalplanen tilsidesættes.
For bygherrer betyder det, at støjforhold skal indarbejdes tidligt i projekteringen, og at bevis for overholdelse af grænseværdier og afskærmningsløsninger skal kunne fremvises ved byggesagsbehandlingen. Ansvarsplaceringen efter § 15 a gør dokumentationskravene skærpede.
Konsekvenser og frister
Hvis en lokalplan ikke opfylder planlovens krav til støj i støjbelastede områder, risikerer den at være ugyldig og blive ophævet. For igangværende eller opførte byggerier kan myndigheden herefter udstede lovliggørelsespåbud til den til enhver tid værende ejer. Lovliggørelse kan ske retligt (ny planlægning/dispensation) eller fysisk (ombygning/ændring); valget beror på en konkret vurdering og mulighederne for efterfølgende planmæssig hjemmel.
Erstatningsspørgsmål kan opstå mellem myndighed, bygherre og naboer ved fejlagtigt meddelte tilladelser eller materielle mangler ved lokalplanen. Tabets karakter og omfang påvirkes af, om lovliggørelse sker retligt eller fysisk. Processuelt gælder de almindelige søgsmålsfrister i miljøområdet, hvor retssag som udgangspunkt skal anlægges inden seks måneder fra den administrative afgørelse. For pengekrav gælder forældelsesloven med tre- og tiårsfrister. Overholdelse af frister er afgørende for at undgå fortabelse af krav.
