Miljøstyrelsen har, i forlængelse af nyere praksis fra EU-Domstolen, skærpet vurderingen af, hvornår bilag 2-projekter efter miljøvurderingsloven skal gennemføre en miljøkonsekvensvurdering. Forekomst af arter beskyttet efter Habitatdirektivets bilag IV – og et eventuelt behov for dispensation efter artsfredningsbekendtgørelsen – kan i sig selv udgøre en væsentlig påvirkning, som udløser krav om fuld miljøvurdering.
Lavere tærskel ved bilag IV-arter
Habitatdirektivets artikel 12 beskytter visse vildtlevende arter mod bl.a. forsætlig forstyrrelse. EU-praksis tilsiger, at myndigheden ved screening kun kan afvise væsentlig påvirkning, hvis dette er sikkert underbygget. Hvor der er tvivl, skal sagen løftes til en egentlig miljøkonsekvensvurdering.
Det medfører, at mindre projekter – eksempelvis lokale energianlæg eller begrænsede anlægsarbejder – oftere rammes af VVM-pligt, når der er bilag IV-arter i området. Skønnet er fortsat konkret, men bevisbyrden for, at påvirkningen ikke er væsentlig, er blevet tungere.
Konsekvenser og anbefalinger
For bygherrer betyder praksisændringen tidligere og mere detaljerede biologiske undersøgelser, tættere dialog med miljømyndigheden og større vægt på afværgeforanstaltninger. Tidsplaner og budgetter bør afspejle risikoen for ekstra myndighedsprocesser.
Dokumentation af påvirkninger, alternativer og afbødning er central ved både screening og dispensation. Et systematisk grundlag mindsker sagsbehandlingstiden og styrker retssikkerheden.
Følgende tiltag kan typisk styrke screeningsgrundlaget og reducere VVM-risikoen:
- Tidlig artskortlægning og feltundersøgelser i relevante sæsoner.
- Tilpasning af projektets placering eller udformning for at undgå kernehabitater.
- Tidsmæssige restriktioner for anlægsarbejder samt konkrete afværgeforanstaltninger.
- Plan for nødvendig dispensation og efterfølgende overvågning.
Sammenfattende betyder praksis, at tilstedeværelsen af beskyttede arter ofte vil være udslagsgivende for, om bilag 2-projekter skal miljøvurderes. Proaktiv planlægning og solid dokumentation er derfor afgørende.
