Ændringsloven udvider fra 1. juli 2023 investeringsscreeningsloven til at omfatte kontrakter om etablering, medejerskab og drift af Energiøen i Nordsøen. Ordningen gælder alle aftaleparter, også danske, mens en bredere udvidelse vedrørende anden kritisk infrastruktur afventer yderligere arbejde i efteråret.
Fælles tofaset sagsbehandling
Alle ansøgninger og anmeldelser følger fremover en fælles proces med to faser, inspireret af fusionskontrol. Fase 1 kræver færre oplysninger og har en frist på op til 45 kalenderdage fra komplet anmeldelse; en forbedring i forhold til den hidtidige ordning.
I særlige tilfælde kan Erhvervsstyrelsen åbne fase 2 med udvidede oplysningskrav, herunder aftaledokumenter og en EU B form, der deles med Kommissionen og medlemsstater. Fristen er op til 125 kalenderdage. Overskridelse af fristerne udløser ingen retsvirkninger, men styrelsen skal orientere om status.
Dyk ned i de komplekse regler for almene boliger på 2-dages kursus
Læs mere her →Nye skemaer og fokus på ejerskab
Fra 1. juli anvendes adskilte skemaer for investeringer og særlige økonomiske aftaler, med vægt på investorens ejer- og kontrolstruktur. Skemaerne er tilgængelige via Virk.
Opdaterede bekendtgørelser om procedure og fortrolighed forventes offentliggjort forud for ikrafttræden. Se skemaer på Virk: Investering i danske virksomheder. Læs ændringsloven på Retsinformation: lov nr. 736.