Krav om, at advokater agerer etiske gatekeepere, breder sig fra hvidvask og antikorruption til ESG og klima. Udviklingen kan kollidere med advokatens uafhængighed og retten til adgang til retfærdighed, hvis den fører til systematisk fravalg af bestemte klienter eller sager af moralske eller omdømmemæssige grunde.
Drivkræfter og rækkevidde
Gatekeeping-ideen har rødder i finansielle skandaler og regulering: Sarbanes-Oxley, hvidvaskregler og efterspillet til Panama Papers. Senere er FN’s vejledende principper om erhverv og menneskerettigheder samt OECD’s retningslinjer blevet fortolket sådan, at advokatfirmaer skal undgå at forårsage, bidrage til eller være direkte forbundet med negative menneskerettighedspåvirkninger gennem deres rådgivning.
Nyere initiativer udvider perspektivet til miljø- og klimarisici, herunder krav om at medregne såkaldte rådgivne emissioner i advokatfirmaers klimaregnskaber. Forventningerne kommer både fra lovgivere, internationale organisationer, NGO’er og klienters leverandørkrav.
Typiske gatekeeping-initiativer omfatter:
- Screening og fravalg af brancher som olie og gas uanset lovlighed.
- Opsigelse af klientforhold ved faktiske eller potentielle negative menneskerettigheds- eller miljøpåvirkninger.
- Kontraktuelle krav om overholdelse af ESG-politikker og leverandøradfærdskodekser.
Retlige spændinger
Adgang til retfærdighed er en menneskeret og forudsætter reel adgang til advokatbistand. Krav, der fører til bred udelukkelse af klienter eller sager, risikerer at underminere denne rettighed og strider mod advokatens rolle som organ i retssystemet.
Skellet mellem rådgivning og retssagsrepræsentation kan ikke bære sondringen alene. Begge funktioner er centrale for at sikre, at upopulære eller kontroversielle klienter kan få deres retlige position prøvet.
Vejen frem
En nuanceret tilgang er nødvendig: Advokater skal fortsat efterleve hvidvaskloven, antikorruptionsregler og professionel etik, men uden at indføre generelle barrierer, der reelt afskærer lovlige klienter fra repræsentation.
Advokatorganisationer bør tydeliggøre, at det er etisk forsvarligt at repræsentere alle klienter inden for lovens rammer. Ellers risikerer man, at enkeltfirmaer bøjer sig for aktivistisk eller mediemæssigt pres og dermed begrænser adgangen til retfærdighed.
