En byret frifandt en kommune for krav om tortgodtgørelse rejst af en kommunalpolitiker og hendes søn efter en frivillig anbringelse uden for hjemmet. Retten lagde vægt på, at forældrene skriftligt og mundtligt havde samtykket løbende, selv om alternativet realistisk set var tvangsanbringelse. Sagen afklarer betydningen af frivillighed ved samtykke i akutte børnesager og kommunens ansvar efter EMRK art. 8.
Retligt udgangspunkt
Anbringelse uden for hjemmet hviler på serviceloven og forvaltningsrettens grundlæggende principper, herunder officialprincippet, partshøring og krav om proportionalitet. Indgreb i familielivet skal være nødvendige og forholdsmæssige og respektere retten til privat- og familieliv efter EMRK art. 8.
I den konkrete sag blev myndighederne alarmeret om vold i hjemmet. Barnet udtrykte frygt for afstraffelse, og der blev indgivet politianmeldelse. Under forløbet verserede en straffesag, og moderen blev senere domfældt for grov vold mod sønnen i både by- og landsret.
Byrettens vurdering
Retten fandt, at samtykket til anbringelsen var frivilligt. At forældrene var orienteret om muligheden for tvangsanbringelse, hvis samtykke blev nægtet, fratog ikke samtykket dets frivillige karakter. Forældrenes gentagne, dokumenterede tilkendegivelser var afgørende, ligesom moderens særlige indsigt som medlem af børne- og ungeudvalget blev tillagt vægt.
De påberåbte sagsbehandlingsfejl – herunder begrænsninger i aktindsigt under den verserende straffesag – kunne ikke føre til godtgørelse, da de ikke påvirkede gyldigheden af samtykket eller den materielle rigtighed i foranstaltningen. Retten fandt heller ikke, at EMRK art. 8 var krænket.
Praktiske implikationer
Dommen bekræfter, at kommuner kan støtte sig på frivilligt samtykke til anbringelse, også når tvangsanbringelse ligger nært, hvis samtykket er informeret, dokumenteret og opretholdes løbende. Materielt rigtige beslutninger underbygges af et solidt oplysningsgrundlag og proportionalitetsvurdering.
For praksis peger afgørelsen på vigtigheden af konsekvent dokumentation, klar information om alternativer og løbende vurdering af barnets bedste. Hvor straffesager begrænser indsigt, bør kommunen sikre tydelig begrundelse og notatpligt for at minimere risikoen for retlige efterspil.
De centrale læringspunkter kan sammenfattes således:
- Frivilligt samtykke kan være gyldigt, selv om tvangsanbringelse er sandsynlig uden samtykke.
- Sagsbehandlingsfejl udløser ikke i sig selv tortgodtgørelse, hvis indgrebet er materielt rigtigt.
- EMRK art. 8 respekteres, når indgrebet er nødvendigt, proportionalt og ordentligt dokumenteret.
