Kritikken af Barnets lov fortsætter, fordi retssikkerheden i børnesager ikke er styrket i praksis. Fagfolk peger på uklare regler, svag sagskvalitet og et uigennemskueligt lovkompleks, der vanskeliggør navigation for familier og myndigheder. Ankestyrelsen ser ingen forbedring i den juridiske kvalitet, og grundlæggende krav til inddragelse, frister og begrundelser svigter ofte. Samtidig rejser rådgivere GDPR-bekymringer, når børnefaglige undersøgelser rummer irrelevante og følsomme oplysninger, som ikke er nødvendige for afgørelsen.

Uklare regler og retssikkerhed

Kernen i kritikken er betingelserne for anbringelse udenfor hjemmet efter Barnets lov § 47. Bestemmelsen og lag-på-lag-regler fra ældre love skaber uforudsigeligt skøn og tung sagsgang. Når kriterierne er vage, øges risikoen for fejl og usaglig variation. Juraen skal give klare rammer, så sagsbehandlere kan træffe lovlige beslutninger, og så børn og forældre faktisk kan forstå rettigheder, pligter og klagemuligheder.

Afgørelser skal være lovlige, velbegrundede og lette at læse. Unødig kompleksitet, tekniske termer og lange redegørelser skaber afstand, især for sårbare familier. Undersøgelser er til tider utilstrækkeligt oplyst eller overoplyst med privatlivsfølsomme detaljer. Dataminimering og relevans er centrale: kun nødvendige oplysninger bør indgå, og begrundelsen skal koble de konkrete fakta til lovens betingelser for at styrke retssikkerhed og tillid.

Ankestyrelsens tendenser

Børnesagsbarometeret viser fortsat lav juridisk kvalitet. Kommunerne dokumenterer ikke systematisk, at barnet er inddraget, og tilbud om bisidder fremgår ikke konsekvent. Samtaler med barnet mangler ofte, og der er misforhold mellem det, der gøres, og det, der journalføres. Efter den nye lov ses ingen generelle forbedringer på sagsniveau, hvilket understreger behovet for klarere procedurer, intern kontrol og tydelig ledelsesopfølgning.

Frister overskrides hyppigt: børnefaglige undersøgelser går forbi firemånedersfristen, opfølgninger forsinkes, og handleplaner er mangelfulde eller savner konkrete mål. Fejlene udhuler barnets ret til rettidig hjælp og vanskeliggør domstolsprøvelse og klage, fordi utilstrækkelig dokumentation svækker grundlaget. Et robust oplysningsgrundlag, rettidige skridt og klare handleplaner er derfor afgørende elementer i en lovlig og effektiv sagsbehandling.

EMRK og myndighedsansvar

EMRK artikel 3 forpligter myndigheder til at forebygge umenneskelig eller nedværdigende behandling. Kommunerne anses som del af staten og har pligt til at handle, når de ved eller burde vide, at et barn er i risiko for overgreb. Menneskeretten sætter en nedre grænse, der kan overtrumfe socialretlige regler, hvis disse ikke sikrer effektiv beskyttelse og rettidig indsats i den konkrete sag.

I praksis kræver det, at forvaltningen arbejder efter legalitetsprincippet, officialprincippet og proportionalitet, kombineret med klart sprog og systematisk inddragelse af barnet. Kvalitet skal styrkes i både lovgivningsarbejdet og sagsbehandling: præcisér anbringelseskriterier, adskil regler, løft dokumentationen og brug databeskyttelse aktivt som styringsværktøj. Først da kan Barnets lov levere den retssikkerhed, den forpligter til.