Retten frifinder kommunen
En kommune blev frifundet for krav om godtgørelse efter EMRK artikel 3 i en sag om seksuelle overgreb begået mod et barn i 1990’erne. Kommunen modtog dengang en underretning, reagerede straks og fik – via dialog med moderen – standset overgrebene, idet moderen afbrød forholdet til kæresten, som senere blev straffet for forholdene.
I midten af 2000’erne kom en ny underretning om påståede overgreb fra et andet familiemedlem. Kommunen undersøgte forholdet, men den unge ønskede ikke at medvirke i samtaler. Der skete anbringelse uden for hjemmet af andre grunde. Politiet efterforskede senere de nye påstande, men fandt ikke grundlag for tiltale.
Positive forpligtelser og bevisbyrde
Efter EMRK artikel 3 har myndigheder en positiv handlepligt, når de ved eller burde vide, at der foreligger en reel og umiddelbar risiko for tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling. Pligten indebærer, at myndighederne skal iværksætte rimelige foranstaltninger for at forebygge overgreb, men standarden er knyttet til den viden og de indikationer, der objektivt foreligger på tidspunktet.
Retten lagde vægt på, at kommunens hurtige indgriben fik stoppet overgrebene i 1990’erne, og at der ikke forelå konkrete holdepunkter for en fortsat reel og umiddelbar risiko, som nødvendiggjorde tvangsmæssig anbringelse. Der var heller ikke ført bevis for efterfølgende overgreb. Kommunens indsats blev derfor anset for tilstrækkelig, og kravet om godtgørelse blev ikke taget til følge.
Kassation, dokumentation og proces
Sagens alder betød, at en betydelig del af de kommunale sagsakter var kasseret efter de dagældende kassationsregler. Bevarede straffesagsakter viste dog, at kommunen havde indhentet udtalelser fra daginstitution, PPR og egen læge med henblik på støttevurdering, men selve udtalelserne var ikke længere tilgængelige.
Retten fastslog, at sagsøgeren bærer den fulde bevisbyrde for en konventionskrænkelse. At akter er lovligt kasseret, medfører ikke bevisbyrdens forskydning. Dermed kan fraværet af dokumenter ikke i sig selv føre til en formodning mod myndigheden. Vurderingen sker ud fra det samlede, tilgængelige bevisbillede.
Afgørelsen bekræfter også, at socialmyndighederne har en vis skønsmargin ved afvejningen mellem indgreb i familielivet og barnets beskyttelsesbehov. For praksis betyder dommen, at kommuner bør sikre sporbar dokumentation af risikovurderinger og iværksatte tiltag, mens borgere, der rejser konventionsbaserede krav, må tilvejebringe tilstrækkeligt grundlag for at påvise en konkret og aktuel risiko samt utilstrækkelige myndighedsskridt. Sagen er anket.
