EU-Domstolen har i C-376/20 P fastslået, at beviskravet for at forbyde en fusion er symmetrisk med beviskravet for at godkende den. Der gælder ingen formodning hverken for eller imod fusioners konkurrencevirkninger, og Kommissionen skal på et sammenhængende og overbevisende grundlag dokumentere, om en fusion indebærer en betydelig hæmning af den effektive konkurrence.
Bevisstandard og domstolskontrol
Domstolen afviser, at der kræves en “høj grad af sandsynlighed” for forbud. Fusionskontrolforordningen opererer med et SIEC-kriterium, som Kommissionen skal vurdere ex ante på baggrund af de bedste tilgængelige data. Der gælder samme bevisstandard for både forbud og godkendelse, uanset om fusionen er horisontal, vertikal eller konglomerat, og uanset skadesteorien.
Domstolen understreger samtidig, at fusionskontrol er fremadskuende, hvorfor Kommissionen har en skønsmargin ved vurderingen af fremtidige markedsvirkninger. Domstolenes prøvelse er begrænset til kontrol af retlige fejl, åbenbare fejlskøn og tilstrækkeligheden af det faktiske grundlag. Rettens dom, som lagde et højere beviskrav til grund, ophæves derfor, og sagen hjemvises.
Effektiviteter og dokumentationskrav
Det afvises, at der eksisterer en generel formodning for, at fusioner skaber “standard”-effektiviteter som synergier, der kan neutralisere konkurrencemæssige skadevirkninger. Det påhviler parterne at sandsynliggøre effektivitetsgevinster med verificerbare, væsentlige og fusionsspecifikke forhold, som kommer forbrugerne til gode inden for rimelig tid.
Dommen bringer bevisstandarden tilbage på niveauet fra tidligere praksis, herunder Impala-dommen (C-413/06), og bekræfter, at såkaldte gap-sager – hvor der ikke opnås dominans, men en fusion alligevel kan hindre den effektive konkurrence betydeligt – kan begrunde forbud, når Kommissionen fremlægger sammenhængende og overbevisende bevismateriale.
Praktisk indebærer afgørelsen skærpet fokus på kvaliteten af økonomiske analyser og intern dokumentation i fusionssager: parter bør tidligt underbygge effektiviteter, adressere pris-, kvalitets- og innovationsvirkninger samt sikre konsistens i data og modeller. Sagen er hjemvist til Retten for ny behandling inden for de rammer, Domstolen har udstukket.
Kommissionens oprindelige beslutning fra 2016 kan læses her: Kommissionens afgørelse. EU-Domstolens dom og Kommissionens pressemeddelelse kan tilgås her: dommen og pressemeddelelsen. Udtalelse fra konkurrencekommissæren findes her: presscorner.
