Klagenævnet for Udbud har den 11. juli 2025 taget stilling til tre hovedspørgsmål i Ketner-Utsch A/S mod Skatteforvaltningen v/Motorstyrelsen om produktion og levering af nummerplader: brugen af udbud med forhandling, rækkevidden af reglerne om materialekrav samt om aftalen var en offentlig kontrakt eller en rammeaftale. Kendelsen gav Motorstyrelsen medhold på alle tre punkter.
Forhandlingsudbud: beviskrav og praksis
Udgangspunktet efter udbudsloven er, at udbud med forhandling efter forudgående offentliggørelse skal anvendes restriktivt. Klagenævnet gentog kriteriet fra praksis om, at forhandling kun kan bruges, hvis et udbud uden forhandling med sandsynlighed ikke ville føre til et tilfredsstillende resultat. I den konkrete sag fandt Klagenævnet, at Motorstyrelsen havde dokumenteret særlige forhold: høj kontraktmæssig kompleksitet, herunder krav til integration med DMR, sikkerhedslager, produktgaranti og prisregulering, samt et marked hvor ordregiver reelt er eneste aftager af danske nummerplader.
På den baggrund var betingelserne i udbudslovens § 61, stk. 1, litra c, opfyldt. Kendelsen indikerer en mere fleksibel anvendelse af forhandlingsudbud ved standardiserede vareindkøb, når der foreligger dokumenteret kompleksitet eller særlige markedsforhold. Samtidig må ordregivere fortsat kunne redegøre klart for grundlaget, gerne via et forudgående notat, så hjemmelsgrundlaget er transparent ved offentliggørelsen og under en eventuel efterprøvelse.
Tekniske specifikationer og materialekrav
Klageren gjorde gældende, at kravet om nummerplader udført som aluminiumsplader fremstillet af aluminiumsbånd var i strid med reglerne om tekniske specifikationer og EU-Domstolens praksis (DYKA). Klagenævnet fandt, at DYKA-dommen ikke var direkte anvendelig, og at kravet fulgte af gældende national regulering, herunder et cirkulære fra 1995, hvorfor materialekravet var en uundgåelig følge af kontraktens genstand.
Afgørelsen fremstår snævert begrundet i den nationale regulering, og den rejser et EU-retligt fortolkningsspørgsmål, som ikke blev gjort til tvistens omdrejningspunkt. Praktisk indebærer kendelsen, at ordregivere kan henvise til konkrete materialer, når dette følger af bindende regler eller er objektivt nødvendigt. I andre tilfælde bør krav udformes som funktions- eller ydelseskrav for at respektere principperne om ligebehandling og gennemsigtighed og reglerne i udbudslovens § 42.
Kontrakt eller rammeaftale
Om klassifikationen lagde Klagenævnet vægt på, at den vindende leverandør fik en eksklusiv, gensidigt bebyrdende forpligtelse til at producere og levere nummerplader, overtage og løbende producere til sikkerhedslager samt håndtere lager og forsendelse via integration til DMR. Motorstyrelsen bandt sig samtidig til at købe alle relevante ydelser hos leverandøren. Dette pegede på en offentlig kontrakt og ikke en rammeaftale.
Klassifikationen har væsentlige konsekvenser for blandt andet kontraktvarighed og krav om maksimum- og anslået værdi, som ellers gælder for rammeaftaler. Kendelsen bør ikke læses som en opfordring til at omgå rammeaftalereglerne ved at gøre aftaler eksklusive. Ordregivere bør foretage og dokumentere en materiel vurdering af, om aftalens karakter reelt er kontrakt eller rammeaftale, da en fejlagtig kvalifikation kan føre til annullation eller andre retsfølger.
Kendelsen kan læses hos Klagenævnet for Udbud: klfu.naevneneshus.dk.
