Højesteret fastslog, at en samværsafgørelse om ti overvågede samvær skulle tvangsfuldbyrdes ved afhentning af barnet. Moderen havde gennem længere tid hindret enhver kontakt til faderen, og tidligere pålagte tvangsbøder havde været uden virkning. Under disse omstændigheder var afhentning det eneste effektive middel til at etablere relationen, som var vurderet at være til barnets bedste, og som myndighederne er forpligtet til at fremme efter EMRK artikel 8.
Højesteret præciserede de processuelle rammer: I fuldbyrdelsessager foretager familieretten ikke en ny materiel prøvelse af samværsafgørelsen. Hvis nye oplysninger eller ændrede forhold tilsiger, at afgørelsen ikke længere er bedst for barnet, skal sagen henvises til Familieretshuset med henblik på ændring eller ophævelse. Fuldbyrdelsen skal ske efter retsplejeloven kapitel 42 b, og barnets egne synspunkter skal inddrages som led i proportionalitetsvurderingen og hensynet til barnets rettigheder.
Højesteret tog også faderens påstand om betaling af allerede varslede tvangsbøder til følge, idet der ikke var grundlag for bortfald. Landsretten var nået til et andet resultat. Kendelsen understreger myndighedernes positive konventionsforpligtelser og skærper praksis for anvendelse af afhentning som tvangsforanstaltning, når mindre indgribende midler ikke virker. Afgørelsen kan læses her: domstol.dk.
