Højesteret stadfæster: Godtgørelse kræver dokumenteret forsinkelse i indfødsretssager
Højesteret har stadfæstet Østre Landsrets dom i en sag om 33 tidligere statsløse palæstinensere født i Danmark. Selv om Udlændinge- og Integrationsministeriet i årevis anvendte de almindelige indfødsretskrav i strid med internationale forpligtelser, udløser sagsbehandlingsfejl ikke i sig selv ret til godtgørelse. Afgørende er, om den konkrete ansøger kan påvise, at indfødsret ville være opnået tidligere ved korrekt behandling.
Domstolene byggede på U 2018.3230 H, som fastslår et individuelt beviskrav. Tre sagsøgere fik hver 10.000 kr., fordi de – anerkendt af ministeriet eller efter rettens vurdering – ville have fået indfødsret tidligere. For de øvrige fandt retten ingen dokumenteret forsinkelse.
Kriterier for godtgørelse: konkret vurdering og normal behandlingstid
Landsretten lagde til grund, at normal behandlingstid for indfødsretsansøgninger var 16-24 måneder. Ansøgere, der fik indfødsret inden for dette interval, blev anset for at være behandlet i overensstemmelse med konventionsreglerne for statsløse – uanset at ministeriet ulovligt stillede krav om fx danskkundskaber eller indfødsretsprøve.
For to sagsøgere blev forsinkelsen erkendt af ministeriet, og for en tredje blev en samlet sagsbehandlingstid på over to år anset for forsinkende. Disse tre modtog 10.000 kr. i godtgørelse. Højesteret tiltrådte, at det ikke er nok at påvise formelle fejl; ansøgeren skal sandsynliggøre en faktisk fremrykning af tidspunktet for indfødsret ved korrekt sagsbehandling.
Ingen krænkelse af EMRK eller persondatareglerne
Sagsøgerne gjorde gældende, at sagsbehandlingen var nedværdigende og diskriminerende. Med henvisning til 2018-præjudikatet fandt domstolene ikke grundlag for, at behandlingen udgjorde nedværdigende behandling efter EMRK art. 3, og der var heller ikke tilstrækkeligt belæg for forskelsbehandling på grund af etnicitet eller nationalitet.
Højesteret fandt endvidere ikke grundlag for godtgørelse efter persondataretlige regler, erstatningsansvarsloven § 26 eller EMRK art. 8 i anledning af indhentelse og behandling af oplysninger, der viste sig unødvendige. Der var ikke påvist diskriminerende hensyn eller en relevant sammenligningsgruppe, som kunne understøtte en forskelsbehandlingspåstand.
Dyk ned i de komplekse regler for almene boliger på 2-dages kursus
Læs mere her →Forældelse og procesmæssige implikationer
Sagen blev anlagt 10. juli 2012. Krav opstået mere end tre år forud var som udgangspunkt forældede, medmindre fristen var suspenderet. Retten fandt, at ansøgernes uvidenhed om konventionsstridigheden var en retlig misforståelse, som ikke kunne suspendere forældelsesfristen. Flere krav blev derfor afvist som forældede.
Dommen tydeliggør to praktiske knudepunkter for rådgivere: For det første skal der tidligt sikres dokumentation for, hvornår indfødsret ville være tildelt ved korrekt myndighedspraksis. For det andet skal forældelsesspørgsmålet afklares fra sagsopstart. Lang sagsbehandlingstid, fejl i vejledning eller unødvendig dataindhentning er ikke i sig selv godtgørelsesudløsende uden bevis for konkret tidsmæssig skade.
