Debatten om statens brug af én privat leverandør til ekstern juridisk rådgivning aktualiserer klassiske spørgsmål om forvaltningsret, udbud og proces. Den nuværende model – kendt som Kammeradvokatordningen – kritiseres for at koncentrere viden og indflydelse hos en enkelt aktør og dermed gøre staten sårbar over for afhængighed, interessekonflikter og begrænset pris- og kvalitetskonkurrence.
Vidensmonopol og retssikkerhed
Når væsentlig juridisk praksis og knowhow om statens sager primært forankres hos en ekstern aktør, forringes myndighedernes langsigtede videnkapacitet. Embedsmænd og ministre udskiftes, mens rådgiverstrukturen består, hvilket kan flytte den reelle juridiske styring uden for centraladministrationen.
Kritikken retter sig især mod risikoen for dobbeltroller: Den samme private leverandør kan rådgive om lovgivning, føre statens retssager og have private klienter på nært beslægtede områder. Det udfordrer habilitet og armslængdeprincip og kan påvirke beslutninger om fx anke, sagens tilrettelæggelse og forligsstrategi. Der peges tillige på, at brugen af ekstern møderetsbistand i meget principielle sager kan give indtryk af, at staten ikke selv besidder tilstrækkelig proceskompetence.
Mulig model: Regeringsadvokat og konkurrence
Som alternativ foreslås en todelt model: En regeringsadvokat, organisatorisk forankret i staten, varetager de mest centrale og principielle sager, fungerer som vidensanker og gatekeeper for procesførelse. Det skaber varig videnforankring og en intern faglig modvægt, der kan kvalificere vurderingen af, om en sag skal føres, forliges eller undlades – eksempelvis i skattesager efter et nederlag i første instans.
Øvrige opgaver konkurrenceudsættes efter udbudsretlige principper om ligebehandling, transparens og proportionalitet. En sådan model gør det muligt at benchmarke pris og kvalitet på markedsvilkår, udnytte specialiseret ekspertise bredt og reducere risikoen for et nyt de facto monopol gennem passende opdeling af opgaver og rammekontrakter.
Politisk beslutning og implementering
Regeringsgrundlaget omtaler mere konkurrence om statens advokatopgaver, og en nedsat ekspertgruppe har leveret anbefalinger. Den videre proces kræver en klar politisk beslutning om styringsmodel, rollefordeling og udbudsdesign, herunder governance, interessenhåndtering og kontraktstyring.
En kombination af regeringsadvokat og udbud af øvrige ydelser kan styrke statens ejerskab til central juridisk viden, øge gennemskueligheden i indkøb og forbedre retssikkerhed og procesøkonomi. Modellen adresserer afhængighedsrisikoen, sikrer kvalitetskonkurrence og giver staten bedre forudsætninger for at træffe egne, uafhængige juridiske beslutninger.
