Østre Landsret har stadfæstet Københavns Byrets afslag på at nedlægge forbud mod TV 2’s planlagte dokumentarserie om samspillet mellem kriminelle miljøer og erhvervsliv. Retten vurderede, at udsendelserne angår forhold af væsentlig samfundsmæssig betydning, og at de meget indgribende betingelser for en forhåndsbegrænsning af ytrings- og informationsfriheden ikke var opfyldt.
Landsrettens resultat
Landsretten afviste enkelte af sagsøgers påstande som for uklare til at kunne danne grundlag for et strafsanktioneret midlertidigt forbud. For de øvrige påstande fandt retten, at betingelsen i retsplejeloven § 413, nr. 1, ikke var opfyldt, og at en proportionalitetsvurdering efter § 414, stk. 2, ikke kunne føre til et forbud. Domstolen lagde vægt på EMRK art. 10 og Grundlovens § 77, hvorefter indgreb forudsætter tungtvejende grunde og skal være nødvendige i et demokratisk samfund.
Retten bemærkede, at forelæggelse over for de medvirkende allerede havde gjort det almindeligt kendt i relevante miljøer, at sagsøger fungerede som “muldvarp”. En efterfølgende sløring eller undladelse af offentliggørelse ville derfor ikke reelt ændre trusselsbilledet. Myndighederne havde iværksat beskyttelsesforanstaltninger, og indgrebene i sagsøgers livsførelse oversteg ikke, hvad sagsøger måtte anses for at have accepteret i lyset af optagelsernes karakter og tidligere drøftelser om sikkerhed.
Samtykke og kontraktgrundlag
Sagsøger gjorde gældende, at en options- og projektkontrakt med et produktionsselskab gav vetoret over materialets offentliggørelse. Landsretten fandt, ud fra kontraktens ordlyd og kontekst, at aftalen vedrørte et andet projekt end TV 2’s serie. Vetoretten kunne derfor ikke påberåbes som grundlag for et forbud.
Retten lagde endvidere til grund, at sagsøger løbende havde samtykket til at medvirke – også uden sløring – og at samtykket blev afgivet i bevidsthed om de sikkerhedsmæssige risici. Der var ikke påvist forhold, som kunne berettige tilbagekaldelse af samtykket pga. bristede forudsætninger, ej heller grundlag for tilsidesættelse efter aftaleloven § 36 eller DL 5-1-2. Statens positive forpligtelser efter EMRK art. 2 og 8 ændrede ikke dette resultat, idet beskyttelsesforanstaltninger var iværksat og måtte anses tilstrækkelige.
Ytringsfrihed og proportionalitet
I vurderingen af et muligt forbud henviste landsretten til praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, hvorefter forhåndsbegrænsninger af pressefriheden kun kan ske, når tungtvejende hensyn nøje begrunder det, og når indgrebet er strengt nødvendigt og proportionelt. Også ytringer, der kan virke stødende eller forstyrrende, nyder beskyttelse.
Retten understregede mediernes rolle som offentlighedens kontrolorgan. Mulige krænkelser er ikke i sig selv tilstrækkelige til forbud, medmindre krænkelserne er så grove, at de overstiger hensynet til ytrings- og informationsfriheden. Denne høje tærskel var ikke nået.
Specifikke udsagn og praktiske implikationer
For de konkrete udsagn, som sagsøger ønskede forbudt med henvisning til straffelovens §§ 267–268, fandt landsretten ikke, at der var sandsynliggjort ærekrænkende indhold. På baggrund af de oplysninger, tv-stationen var i besiddelse af, havde mediet en klar og anerkendelsesværdig interesse i – og en journalistisk forpligtelse til – at belyse tvivl om sagsøgers adfærd under optagelserne. Udsagnene rakte ikke videre end nødvendigt for at belyse temaet, og hensynet til offentlighedens oplysning vejede tungere end sagsøgers interesse i hemmeligholdelse.
Sagen bekræfter, at domstolene anlægger en restriktiv praksis ved forhåndsforbud mod medieindhold, især når emnet har betydelig samfundsmæssig relevans. Den illustrerer også vigtigheden af præcise påstande ved forbudssager, omhyggelig dokumentation for samtykke og klar kontraktuel afgrænsning af rettigheder mellem produktionsselskab og broadcaster.
Den mundtlige forhandling blev afholdt for lukkede døre efter retsplejeloven § 29, stk. 2. Landsretten stadfæstede derfor byrettens kendelse med den ændring, at visse uklare påstande blev afvist.
